Fortsæt til indhold

Debat: Letbanen er ikke klar til borgerne på Djursland

Samfund
Carl-Eric Würtz Pallesen; Nørrevang, Grenaa

DEBAT Tirsdag 30. april kl. 05.14 satte jeg mig forventningsfuld i en af letbanens vogne på Grenaa Station for at køre med på den første officielle passagertur til Aarhus, som jo var lovet gennemført inden udgangen af april måned.

Mange pressefolk var mødt op og gjorde følgeskab til os få fremmødte – heraf nogle på vej til arbejde i Aarhus.

Forventningen til at de flotte vogne også er komfortable indvendig holdt stik. Dejlige sæder, store panoramavinduer for perfekt udsigt over det djurske landskab som vi passerede i god fart, god plads til medbragte cykler, barnevogne m.m. og el-stik ved alle sæder.

På grund af den tidlige afgang var der ikke mange passagerer at ”samle” op – 0 i Trustrup og 2 i Kolind – som vi nærmede os Aarhus kom flere dog til.

Min og andres – bl.a. pressens - første skuffelse blev følelsen ved kørslen - mellem Trustrup og Kolind. Mange husker hvordan man førhen, på samme strækning, blev rystet fra side til side pga den dårlige skinnelægning. Det gør man stadig – i høj fart føles det ubehageligt, - og det kan vel heller ikke være en særlig god arbejdssituation for letbaneføreren.

Flere overgange på strækningen er ikke behørigt afspærret og den høje fart kan vække bekymring.

Det var jomfrukørslen – åh ja – men temmelig tidligt viste det sig, at man ikke kunne overholde køreplanen, og det skabte problemer ved skift i Lystrup til kørsel over Skejby, og yderligere pga manglende skiltning på vognenes digitale skilte.

Os, der fulgte banens direkte kørsel til Aarhus H, oplevede desværre, at toget måtte stoppe før overkørslen ved Torsøvej – så føreren kunne stå af toget for manuelt at få bommene ned, - liste over vejen - igen af, for manuelt at få bommene op. Man har testet automatikken på disse overkørsler de seneste par måneder – så hvorfor? Klart at det giver yderligere forsinkelser – efter pæn kørsel ankommer vi til Aarhus H. med ca. 20 min. forsinkelse.

Turen tilbage til Grenaa via Skejby/Lystrup er behagelig kørselsmæssigt, men et par skift ødelægger rytmen, især da der i Ryomgård ikke er det forventede tog til Grenaa – hvorfor resten af turen må foretages med indsat bus – og den var godt fyldt.

Der observeredes flere mangler i vognene – nogle forventet og andre ganske overraskende. De adskillige gange omtalte manglende toiletter er virkelig en mangel. Dog kan man ved ankomster til de mindre stationer, se at opførsel af toiletbygninger er i fuld sving. Men man skal sikkert være hurtig, hvis man skal nå at forrette sin nødtørft ved de korte stop.

”Der er heller ikke toiletter i busser” er sagt af mange. Der var toiletter i de gamle tog, og mange – især børnefamilier benyttede sig netop af tog på strækningen, idet man jo her havde mulighed for at komme af med noget om nødvendigt.

Der er ingen affaldsspande eller lignende i vognene, og det vil med garanti på sigt give problemer med henkastet affald. Der er ikke skiltet med forbud mod medbragt mad og drikke, men desuden er der jo heller ikke mulighed for at kunne henstille f.eks. en kaffekop, hvorfor en tv-reporter og jeg måtte sidde med hver sit krus i hænderne fra Aarhus H til Hornslet, hoppe af og benytte affaldsspand på perronen.

Håber Letbanen får rettet op de nævnte mangler - og absolut de sikkerhedsmæssige som jo er basale, (alt andet er komfort) forinden den officielle indvielse 12. maj – ellers vil jeg og andre anbefale at man udskyder festivitassen for – (afstedkommet af den ”vraltende” siddestilling mellem visse stationer) – ”Pingvinekspressen”. Sikkerheden SKAL fungere.

Håber på en god fremtid for letbanen – den vil være et stort plus for landsdelen Djursland.