Fortsæt til indhold

Djursland mangler feriehuse til stigende efterspørgsel

Næsten en million turister overnattede i 2018 i feriehuse på Djursland, men der er plads til endnu flere, mener turistorganisation

Samfund
Simon Carlson

Djursland Turisme er en af Djurslands vigtigste indtægtskilder. I 2016 blev den seneste opgørelse over turistomsætningen opgjort, og den viste, at turismen på Djursland genererede 2,3 milliarder, og det tal er ikke blevet mindre siden. Således kan VisitAarhus, Kyst- og Naturturisme (tidligere Destination Djursland, red.) notere en stigende efterspørgsel efter Djursland som feriedestination og i 2018 overnattede næsten en million turister i områdets feriehuse.

Den store efterspørgsel har dog givet et luksusproblem. Ifølge Flemming Rasmussen, vicedirektør i VisitAarhus, Kyst- og Naturturisme, er der omkring 15.000 feriehuse på Djursland, men det er blot 2500 af dem, der bliver brugt til udlejning. Det betyder, at der snart opstår markante flaskehalse i takt med den stigende interesse for området, fortæller Flemming Rasmussen.

"Vi vil naturligvis gerne ride med på vækstbølgen, hvor flere og flere får interesse for Djursland, men på både den korte og lidt længere bane bliver vi udfordret, fordi vi mangler feriehuse. Er der ikke mulighed for overnatning, kommer der heller ingen turister, og her bliver vi allerede udfordret i den kommende højsæson, hvor den tyske feriekalender ligger på samme tidspunkt som den danske og norske, og det betyder rigtig mange turister i juli," forklarer Flemming Rasmussen.

1000 flere feriehuse

Samme problematik opstår ifølge vicedirektøren igen i 2020, og det er en af årsagerne til, at VisitAarhus, Kyst- og Naturturisme for nylig holdt informationsmøde for Djurslands mange sommerhusejere.

Formålet var at fortælle de mange sommerhusejere, der for nuværende ikke udlejer deres huse, hvilke muligheder og fordele, de kan opnå ved udlejning. Det blev ifølge Flemming Rasmussen en stor succes, da flere end 200 sommerhusejere mødte op til arrangementet, og der skal faktisk ikke så meget til for at udvide flaskehalsen, fortæller han.

"På den korte bane vil hjælpe gevaldigt, hvis vi kan finde et par hundrede huse mere, men på den lange bane bane er det for uambitiøst. Her vil vi gerne finde mellem 500 og 1000 flere feriehuse, så vi kan udvide udbuddet betragteligt. Det er enormt vigtigt for området, at der er overnatningsmuligheder, for turismen er altså med til at holde godt liv i detailhandlen, og den skaber mange arbejdspladser," konstaterer Flemming Rasmussen.

Lav andel

Ifølge VisitAarhus, Kyst- og Naturturisme genererer turismen på Djursland arbejde, der svarer til cirka 3200 årsværk i butikker, restauranter, forlystelser og overnatningssteder.

Den lave andel på under 20 procent af sommerhuse, der bliver brugt til udlejning på Djursland, skyldes ifølge Flemming Rasmussen blandt andet, at mange af sommerhusejerne bor i nærområdet og derfor gerne vil kunne bruge huset impulsivt. Til sammenligning bliver omkring 70 procent af de vestjyske sommerhuse ifølge Flemming Rasmussen benyttet til udlejning.