Stenæbler, bobler & balloner
Æblerne skal pudses op
De forskelligt udsmykkede stenæbler som siden 2004 har ligget smukt i Ebeltoft by er dekoreret af lokale kunstnere. Hele stenæble projektet blev initieret af Jonna & Herluf Ravn samt Ebeltoft Rotary klub.
Lis Kohl har udsmykket flere af stenæblerne, heraf de tre som står på den lille plads på hjørnet af Søndergade og Færgevejen. Da vejret i årenes løb har sat sine spor på de tre æbler, har Ebeltoft Rotary klub allieret sige med Lis Kohl, som i dagene 7. til 16. maj vil sørge for, at æblerne bliver restaurerede.
Der opsættes overdækkende telt til formålet og alle er velkomne til at kigge forbi og få en snak med kunstneren og følge opmalingen af stenæblerne.
Lørdag 11. maj klokken 11 til 14 inviterer Rotary Ebeltoft indenfor i ’æbleteltet’ på hjørnet af Søndergade og Færgevejen, hvor der serveres et glas med bobler og balloner til børnene.
-ab