Fortsæt til indhold

Aftale moderniserer og fremtidssikrer lægevagten

Praktiserende Lægers Organisation og Region Midtjylland indgår ny aftale om lægevagten.

Samfund
sra

9. januar indgik Praktiserende Lægers Organisation, PLO-Midtjylland, og Region Midtjylland en ny aftale, der moderniserer og fremtidssikrer lægevagten. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Region og praktiserende læger har som fælles mål, at patienter som udgangspunkt skal behandles af egen læge i dagtid. Lægevagten er et tilbud til patienter, der ikke kan afvente lægehjælp til egen læge åbner igen.

»Den nye aftale er resultatet af et langt forhandlingsforløb med en tæt og konstruktiv dialog. Begge parter har været optaget af at bruge sundhedsvæsenets ressourcer bedst muligt, og det fælles fokus har været medvirkende til, at vi kom i mål,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Den nye lægevagtaftale har som mål at sikre borgerne et godt og velfungerende akuttilbud, der skaber tryghed, opleves tilgængeligt og er kendetegnet ved høj sundhedsfaglig kvalitet.

»Som borger skal du kunne være tryg, hvis du bliver akut syg. Den tryghed sikres med den nye aftale, hvor vi for eksempel bevarer muligheden for sygebesøg i hjemmet og opretholder lægevagtskonsultationer 11 steder i regionen,« siger formand for Samarbejdsudvalg for Almen Praksis, regionsrådsmedlem Thrine Rimdal Nørgaard (V).

Lægevagten vil fremover have konsultationer i Aarhus, Randers, Horsens, Viborg, Gødstrup, Silkeborg, Holstebro, Grenaa, Skive, Ringkøbing og Lemvig.

Lægehjælp i vagttid for øerne Anholt, Samsø, Endelave og Tunø følger særaftaler, der fortsætter som hidtil.

For patienterne bliver den største ændring, at regionen 1. marts næste år overtager opgaver i lægevagten i tidsrummet 23-08 alle ugens dage.

»Når Region Midtjylland overtager arbejdet om natten frigiver det vigtige lægeressourcer. Dette giver bedre tid til de mange patienter, der efterspørger lægernes hjælp i dag- og aftentid og kan tillige være med til at sikre rekruttering til almen praksis i Region Midtjylland,« siger formand for PLO Midtjylland Henrik Idriss Kise.

Lægevagtaftalen forudsætter endelig godkendelse i regionsrådet og hos PLO Midtjyllands medlemmer.