Udmeldt medlem afløser SF's Bjarne Andersen i byrådet
SF's byrådsmedlem tager orlov tre par måneder. Det giver plads til tidligere byrådsmedlem, Susanne Hammelboe, der ikke længere er medlem af SF, men i Socialdemokratiet
Det er en lidt underlig situation der er opstået, efter at byrådsmedlem Bjarne Andersen fra SF har anmodet om tre måneders orlov fra sin post i byrådet.
For afløseren er nemlig ikke længere medlem af SF, men Socialdemokratiet.
Ifølge Borgmester Nils Borring, der forklarede sagen i byrådet tirsdag aften, så er retningslinjerne fulgt, for Susanne Hammelboe fik nemlig næstflest stemmer, da hun under det seneste byrådsvalg var medlem af SF.
Det er ok
"Jeg har meldt mig ind i socialdemokratiet for under et år siden og det er vel to-tre år siden jeg meldte mig ud af SF," forklarer Susanne Hammelboe, der tidligere har siddet i Favrskov Byråd i en periode for SF.
Hvordan har du det med at sidde som afløser for et parti, du ikke længere repræsenterer?
"Det har jeg det fint med. Jeg har et fint forhold til SF's medlemmer. Jeg kan ikke forestille mig, at det er en katastrofe. Det er kun i tre måneder og budgettet er lige godkendt. Der kommer et par byrådsmøder og nogle møder, men det er jo ikke i længere tid, så det er ok," siger hun til FavrskovPosten.
Hun uddyber:
"Det er selvfølgelig specielt, men Nils Borring fortæller mig, at det er undersøgt til bunds. Men jeg blev lidt paf, da han ringede og fortalte det. Det første jeg sagde, var at jeg ikke længere var medlem af SF, og det vidste han jo godt," forklarer hun.
Trængte til at lave poltisk stykke arbejde igen
Er du meldt ind i Socialdemokratiet, fordi der er en større sandsynlighed for at blive valgt ind i byrådet igen i 2017?
"Det har jeg ikke gjort mig tanker om. Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet fordi jeg trængte til at lave et politisk stykke arbejde igen."