Fortsæt til indhold

Historisk guld til gymnastikpiger

Micropigerne fra TeamGym Djurs snuppede guldmedaljerne

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Lørdag 4. maj endte med at blive en historisk dag for TeamGym Djurs, da det lykkedes klubbens micropiger at vinde guldmedaljer i 1. division til forbundsmesterskaberne. Det er første gang i klubbens historie, at et hold kan kalde sig forbundsmestre.

Pigerne havde som det eneste jyske hold i år kvalificeret til i 1. division. Pigerne drog afsted til Vejen seedet som nr. 2, marginalt efter Rødovre efter resultatet i 1. runde, så spændingen var stor inden konkurrencen.

Pigerne fra Djurs stod skarpest på dagen og leverede en rigtig flot konkurrence med minimale fejl. Pigerne blev belønnet med flotte karakterer i alle tre discipliner – og hvor de gode forberedelser op mod anden runde betød fremgang i forhold til første runde i alle tre karakterer – men især på rytmen var der en markant forbedring, da der var blevet skruet op for sværhedsgraden på momenterne.

Pigerne fra Rødovre kunne ikke følge trop med Djurspigerne og måtte dermed se sig overhalet med godt 1,5 point. Rødovre endte med sølvmedaljerne og pigerne fra Greve vandt bronze.

Foruden titlen som forbundsmestre kvalificerede pigerne sig også til det eftertragtede DM i Brøndby 1. juni, som kun de fire bedste hold fra hver aldersgruppe får adgang til.

TeamGym Djurs Minipige talentpiger afsluttede sæsonen med manér til anden runde af Vestdanmarks Regionsmesterskab for talentrækken i Svendborg.

Pigerne leverede en meget flot konkurrence og var dagens tredjebedste hold. Den samlede score fra 1. og 2 runde betød, at Djurspigerne nu kan kalde sig fjerdebedste talentpigehold i Region Vest. Et resultat, som pigerne kan være meget stolte af.