FV 2019: Kirstine Bille var uhyre tæt på i 2015
Den tidligere Syddjurs borgmester var tæt på at tage SF's eneste mandat i Østjylland ved Folketingsvalget i 2015, men hun blev slået på målstregen af tidligere skatteminister Jonas Dahl
FOLKETINGSVALG Tidligere Syddjurs borgmester Kirstine Bille var meget tæt på at tage SFs enlige mandat i Østjylland ved valget 18. juni 2015, men hun blev slået snævert af tidligere skatteminister Jonas Dahl, der blot et år efter valget sagde Christiansborg farvel til fordel for en økonomisk lukrativ stilling som hospitalsdirektør i Randers.
Kirstine Bille har også siden opgivet drømmen om en folketingskarriere. Nu forsøger en af SF's største profiler på det kommunale plan at komme i Europa Parlamentet ved valget 26. maj.
Ved valget i 2015 fik Jonas Dahl fik 2.320 personlige stemmer sammenlagt i de 11 østjyske kredse, mens Kirstine Bille fik 2.215 - en forskel på blot 105 stemmer.
Kirsten Normann Andersen fulgte lige efter med 2.149 personlige stemmer.
Hertil skulle så lægges listestemmerne, der fordeles blandt kandidaterne i den enkelte opstillingskreds, ikke på storkredsplan. Det placerede Jonas Dahl sommer nummer 1, Kirsten Normann Andersen som nummer 2 og Kirstine Bille som nummer 3.
Kirsten Normann Andersen afløste Jonas Dahl i Folketinget, da denne stoppede i august 2016.
Levede i håbet
"Jeg levede i håbet længe, men det er fint nok, at det blev Jonas, som fik vores enlige mandat i Østjylland," lød det fra Kirstine Bille dagen efter valget i 2015.
Hun fik et meget flot valg i Djurskredsen med over 1.500 personlige stemmer - næsten 73 procent af de afgivne stemmer på SF på Djursland.
"Når man er så tæt så, er der man selvfølgelig lidt skuffet, men jeg må videre. Jeg har mit byrådsarbejde i Syddjurs, og der er kommunalvalg om to år," lød det videre fra Kirstine Bille, der var den som kom tættest på Christiansborg af sine daværende byrådskolleger i Syddjurs. Liberal Alliances Per Zeidler og DF'erne Per Dalgaard og Laila Sortland nåede heller ikke længere end til opløbssiden.
Sortland var opstillet i en Aalborg-kreds.
Kirstine Bille, 55, udtalte i juni 2015, at hun slet ikke var færdig med Christiansborg endnu.
"Jeg vil overhovedet ikke afvise, at jeg gør et nyt forsøg om fire år, eller hvis valget kommer inden. Jeg er jo fortsat ung og stærk," lød det med et grin.
Siden ændrede hun opfattelse i takt med, at Christiansborg blev for meget spin, spil for galleriet og for lidt handling for SF-pragmatikeren fra Balle. Derfor satser hun nu på at kunne gøre en forskel ved valget til Europa Parlamentet.