Smokie leverede hitparade i Pavillonen
Solid guitar, flotte vokalharmonier - og et råb om at holde kæft under koncerten
GRENAA Godt nok er bassisten Terry Uttley den eneste, der er tilbage fra det band, som for 44 år siden så dagens lys i Bradford i engelske Yorkshire - men afløserne har evnerne til at lave den klassiske Smokie-lyd med solid guitar og flotte vokalharmonier, så det blev atter en fest, da Grenaa og Kulturhuset Pavillonen torsdag aften atter var på turnéplanen.
Det skete godt et år efter, at Smokie første gang kunne opleves i Pavillonen - denne gang med en kortere sætliste end i april 2018, hvor de varmede op for dem selv - for derefter at levere det sæt, som så udgjorde torsdagens koncert.
Det var 90 minutters hitparade, hvor en fyldt sal skålede med på de sange, som gang på gang sendte Smokie til tops på hitlisterne. Smokies held var, at de fik en stribe iørefaldende og nu klassiske hits fra sangskriverne Chinn og Chapman, der også havde The Seet og Suzi Quatro i stalden. Og de blev fyret af på stribe. Fra gennembrudshittet »If You Think You Know How To Love Me« over »It's Your Life« og selvfølgelig til finalen med »Living Next Door To Alice«.
Som slet ikke blev skrevet til Smokie, men til australske New World, som indspillede den tilbage i 1973, men fire år senere gav Smokie den et nyt liv - og det holder endnu. Også i den version, der var tænkt som en joke fra en discjockey, der fik publikum til at spørge "Who the fuck is Alice" - men Smokie tog ideen til sig og indspillede sangen på ny.
Pavillonen har nu i nogle år opfordret musikpublikummet til at gemme snakken til pausen og efter koncerten - men den opfordring var det nu ikke alle, der forstod torsdag aften.
Snakken gik så højlydt, at en af koncertgæsterne langt om længe fik nok og gjaldede et råb mod de snakkesalige: "Så hold dog kæft".