Fugletur på Mols med Naturhistorisk Museum
MOLS Naturhistorisk Museum Aarhus inviterer på 'fugletur for alle' på Mols 19. maj kl. 10-13.
Her vil biolog og ornitolog Emil Skovgaard Brandtoft vise rundt på Molslaboratoriets arealer, og der er mulighed for at opleve rovfugle og sangfugle.
Molslaboratoriet er et hotspot inden for dansk natur. Området har mange naturtyper inden for kort afstand, hvilket giver et spændende dyre- og planteliv.
På Molslaboratoriet har man derfor god mulighed for at opleve sjældne og fåtallige danske dyre- og plantearter.
Maj på Molslaboratoriet er altid ekstra spændende for fuglekiggere. Trækfuglene fra Afrika er vendt tilbage, og ynglefuglene er i fuld gang med næste generation.
Der er mulighed for at høre forskellige sangere i krattene i området. Der er også chance for at se hvepsevåge, der er kendt for at grave hvepseboer op og æde sig mæt i både larver og voksne hvepse.
Turen rundt bliver på 3-4 km.
Pris 75 kr., 35 kr. for børn. Tilmelding på www.nathist.safeticket.dk.
jesl