Fortsæt til indhold

Lecaværket: grønt lys for byggeri og ny vejadgang

Byrådet har godkendt lokalplan og kommuneplantillæg

Samfund
Arkiv

erhverv Lecaværket har fået rammerne på plads til byggeri og omlægning af tilkørsel til værket. Ved sit seneste møde godkendte byrådet ny lokalplan med byggeri og udvidelse af siloer, nyt modtageanlæg, et røggasrenseanlæg med mere. Også et kommuneplantillæg er nu på plads, så virksomheden kan lave endnu en tilkørsel på Randersvej og i stedet sløjfe indkørslen på Hovhedevej.

Det er ikke alt, der går i gang nu, men så er formalia i hvert fald på plads, når virksomheden er klar i stedet for som hidtil at have søgt om landzonetilladelse fra sag til sag, konstaterer projektchef Jesper Schmidt.

Åben Fabrik

Rigtig mange vil gerne se og høre mere om produktionen på Lecaværket. Det viste sig forrige lørdag 11. maj, da virksomheden inviterede til Åben Fabrik. Man havde håbet på cirka 300 gæster, men inden dagen var omme, havde over 700 mennesker været inde.

"Vi havde arrangeret togture, hvor folk på den måde kunne komme rundt på virksomheden. Mange blev i stedet vist rundt til fods af vores medarbejdere. Og vores salgschef var i Bilka og tømte køledisken for alt inden for pølser."

Bedre rensning af røg

Ud fra en forventet godkendelse fra Miljøstyrelsen er Lecaværket allerede gået i gang med at bygge nyt røggasrenseanlæg, der forventes færdigt til nytår. Det må dog først tages i brug, når godkendelsen foreligger.

"Men der er vist ikke nogen, der kan have noget imod bedre rensning af røgen," lyder det fra Jesper Schmidt.

Han understreger, at virksomheden overholder miljøkravene. Alligevel er der ind imellem problemer med svovllugt.

"Med røggasrenseanlægget sker der en betydelig rensning af røgen, og svovllugt reduceres markant."

Væk fra kul

Lecaværket anvender i dag primært kul under fremstillingen af leca-nødder. 15-20 procent kommer fra flydende brændsel i form af vand med sprit i.

Også et modtageanlæg til brændsler er påbegyndt. Fra slutningen af 2019 er det således meningen, at 40 procent af brændslet skal komme fra affaldstræ, 20 procent fra flydende vand, og 40 procent fra affald, det vil sige emballage fra industri og husholdning.

"Det giver os mulighed for at arbejde med de affaldsbrændsler, der er i markedet. Vi bruger relativt meget co2-neutralt materiale på den måde, og det giver tilsammen en reduktion i co2 på 40.000 tons om året."

Ny tilkørselsvej på sigt

Som nævnt er der med kommuneplantillægget nu også åbnet op for, at Lecaværket kan lukke indkørslen på Hovhedevej og flytte den om på Randersvej. Det vil både forbedre logistikken på virksomhedens område, forbedre oversigtsforholdene og give mulighed for transporter med modulvogntog.

I høringssvar fra beboere i Vissing er det også et stærkt ønske at få den tunge trafik væk fra byen.

Selv om Lecaværket nu har fået en tilladelse til at lave den nye tilkørsel, er der endnu ikke afsat penge til det.

"Vi synes selvfølgelig, at det ville være en god ide, men jeg tror, at vi har styr på problemet med Vissing," siger Jesper Schmidt og henviser til, at Lecaværket giver vognmændene besked, når man får meldinger om tung trafik gennem Vissing.

"Det sker, at en af deres chauffører ikke har fået besked om at køre uden om Vissing, men vi har i hvert fald fået tilkendegivelser om, at det er blevet betydelig bedre."

Glad for dialog

Lecaværket er også i gang med at få has på de lugt- og støvgener, naboer har været plaget af.

"Det kommer primært fra lagerpladser. Her er der aktiviteter i gang med at fjerne de mest støvende materialer, der ligger ud imod Vissing."

Jesper Schmidt oplever, at dialogen og forholdet til naboerne er blevet bedre.

"Vi var egentlig uvidende om, at nogle var så kritiske, vi havde ikke hørt noget i mange år. Nu er vi begyndt at få opringninger om svovllugt og støv-gener. Det er meget dejligt, at folk henvender sig, hvis de oplever gener, så vi har en mulighed for at handle."

Utilfreds nabo

Thomas Ginge Rasmussen er ikke enig i, at naboskabet er så godt som Jesper Schmidt antyder. Han er mildest talt træt af at få ødelagt sin idyl på privatadressen på Hovhedevej med mørkt støv på biler og vinduer og lugtgener.

"Det lugtede rigtig slemt i går af brændt sprit. Det gør det jævnligt afhængig af vindretningen. Kan man dog ikke bygge en højere skorsten."

Thomas Ginge Rasmussen sætter pris på den åbenhed, som Lecaværket lægger for dagen, blandt andet med arrangementet Åben Fabrik, men han synes, at tingene kunne gøres endnu bedre.

"Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad der egentlig er i røgen, men det kan vi ikke få at vide. Det sundhedsmæssige er det, der bekymrer folk mest."

Han mener også, at flere end de allernærmeste naboer burde have fået direkte besked om den aktuelle lokalplan.

"Der er stadig mange ting, der halter."