Fortsæt til indhold

Debat: Vi skal hjælpe landbruget ind i en fremtid uden Roundup

Samfund
Kirsten Normann Andersen,; MF for SF i Østjylland, og Margrethe Auken, MEP for SF

Det er elendig erhvervspolitik ikke at forberede landbruget på, at det kan miste retten til at bruge Roundup om mindre end fem år, når godkendelsen af midlet løber ud.

Regeringen må hjælpe landbruget med at forberede sig på den situation ved at påbegynde en udfasning allerede nu.

For samtidig med, at den midlertidige EU-godkendelse af Roundup rinder ud, står argumenterne i kø for helt at fjerne midlet fra hylderne hurtigst muligt.

Flere undersøgelser har dokumenteret at Roundup er kræftfremkaldende, og en skadedyrsbekæmper fra USA har for nylig ved en domstol fået medhold i sin påstand om, at ukrudtsmidlet Roundup er skyld i hans kræftsygdom. Firmaet bag – kemigiganten Monsanto – skal betale den kræftramte mand en erstatning på knap 1,9 milliarder kroner.

Hver anden dansker vil forbyde det. I Frankrig har Macron meldt klart ud, at glyfosat skal væk. Den tyske regering har også sagt, at glyfosat skal ud hurtigst muligt.

Men i Danmark vælger regeringen både nationalt og på EU-plan at lade hensynet til industrien komme før beskyttelsen af vores drikkevand og natur - og dermed vores helbred.

Da EU sidste år stod med muligheden for at få fjernet Roundup fra markedet hurtigt, var Danmark med daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde i spidsen med til at sætte en kæp i hjulet for det ved at beslutte en forlængelse af glyfosat-godkendelsen med fem år.

I SF vil vi hurtigst muligt have sat en stopper for brugen af Roundup i Danmark. Det kæmper vi for både i EU, i Folketinget og i kommuner og regioner.

Vi kan begynde med at stoppe brugen af Roundup på offentlige arealer og i private haver, hvor det ingen økonomisk betydning har.