Fortsæt til indhold

Veteranløb i Skanderborg for 20. gang

Det er et jubilæumsår, når de gamle motorcykler skal luftes i slutningen af maj

Samfund
Arkiv

Lørdag den 28. maj er det 20. Gang, at Skanderborgløbet afholdes, og deltagerne i veteranmotorløbet vil blive sendt i det smukke østjyske landskab.
Der venter kørerne en knap 100 km. smuk, afvekslende tur ad bakkede og snoede småveje. På ruten vil de finde et antal poster, hvor forskellige opgaver – flere af lokalhistorisk karakter – skal løses.
Traditionen tro indledes løbet allerede fredag aften med ”Prologen”, en fællestur, hvor deltagerne i samlet flok kører rundt om Skanderborg Sø med pitstop ved Fårbjerg, hvor der indtages en forfriskning.
Inden selve løbet startes lørdag kl. 11.30 finder forskellige spektakulære arrangementer sted, som publikum er velkommen til at komme at overvære. Inde i selve skolegården køres ”Skolegårdsrace” med gamle speedwaycykler bl.a. med deltagelse af tidligere speedwaykoryfæer. Bagefter afholdes ude foran skolen konkurrencen ”The Sound of Cubic”, hvor motorcyklen med den bedste lyd skal findes.
Når kørerne vender hjem efter dagens tur, og vinderne i de forskellige klasser er fundet og kåret, slutter arrangementet af med festmiddag for alle deltagerne.
”'Small is beautiful' har altid været vort motto, hvorfor vi har sat det maksimale deltagerantal til ca. 100. Det tal har vi altid kunnet nå igennem alle årene. Måske det dog ikke lykkes helt i år, da det landskendte ”Jyllandsløb”, som er for motorcykler fra før årgang 1940 i år også finder sted med start i Odder netop denne weekend, og det trækker selvfølgelig voldsomt i vores veterancykler,” fortæller Niels Dygaard fra Skanderborg Motorcykellaug i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Pudsigt nok havde det allerførste ”Jyllandsløb”, der blev kørt i 1911, start nøjagtig samme sted som Skanderborgløbet, nemlig lige ud for Realskolen. Skulle der komme til at mangle nogle veteraner, kan man til gengæld glæde sig over, at der kommer hele 8 nordmænd for at deltage i løbet.
tmr