Så er der nostalgi på vejen
100 kørere stiller til start på gamle, men velrestaurerede motorcykler, når Skanderborgløbet skydes i gang for 19. gang idag lørdag 30. maj.
Det oplyser oldermand Niels Dygaard fra Skanderborg Motorcykellaug, der står som arrangør for det traditionsrige løb.
Oldermanden glæder sig over en usvækket interesse for at være med til at køre løbet på den cirka 100 kilometer lange rute,
Løbet er inddelt i to klasser: Veteran = motorcykler op til årgang 1945 og Classic = cykler fra 1945 til 1985. Det indledes ligeledes med en prolog, hvor deltagerne i samlet flok kører rundt om Skanderborg Sø for at slutte af med grillpølser og hyggesnak ved Grillhytten på Skanderborg Realskole.
Om lørdagen vil publikum inden løbets start kunne glæde sig over synet af de mange maskiner, der vil være opstillet på fortovet foran Realskolen eller i skolegården.
Når kørerne vender tilbage fra løbet venter spidstegt pattegris.