Bilorientering med start i Ørum
De midtjyske og østjyske kørere i aktion til HSM-Grenaa Løbet
NORDDJURS Djurslands Motorklub Autosport er ved at være klar til at få besøg af de midt- og østjyske bilorienteringskørere. HSM-Grenaa Løbet er tredje afdeling af årets turnering der køres over 10 afdelinger, i samarbejde mellem seks midt/østjyske motorklubber - fra Ikast, Kjellerup, Bjerringbro, Aarhus, Randers og Djursland.
HSM-Grenaa Løbet køres mandag 20. maj med første start fra Ørum Aktiv Center klokken 19. Der forventes omkring 20 vogne til start i løbet.
Sponsor for løbet er for andet år i træk HSM Industri med hovedsæde i Grenaa.
John Knudsen og Lars Vinther har her i foråret været i terrænet for at indhente op mod 30 tilladelser hos velvillige lodsejere, der gerne stiller deres private veje og gårdspladser til rådighed til løbet. Der er her de spændende detaljer i et orienteringsløb kommer til sin ret.
Det er blevet til sammenlagt 120 km orienteringsruter med forskellig sværhedsgrad, for de klasser der er åben i HSM-Grenaa Løbet.
Der åbnes der også en ”turistklasse” som er åben for alle uden deltagerlicens fra Dansk Automobil Sports Union.
Denne rute er opbygget i stil med de seneste Nisserally løb, der blev kørt for år tilbage i Grenaa.
Ruten her er cirka 25 km lang og startgebyret er 50 kr. pr vogn.
Efter løbet samles deltagerne i Ørum Aktiv Center til resultatberegning og hygge med orienteringskørernes nationalret, som består af rullepølse og ostemadder.