Fortsæt til indhold

Debat: Honnør til Syddjurs Kommune at gøre tilværelsen så meget bedre for min hjerneskadede mand

Samfund
Anne-Marie Hempler, Åkærsvej 6, 8410 Rønde:

"Min mand er hjerneskadet. Min mand har haft 3 blodpropper, et voldsomt kranietraume og en brækket ryg.

I den sammenhæng har han fået tilbudt og modtaget et tilbud om kognitiv træning på Lyngparken Træning og Aktivitet i Knebel. Et fantastisk initiativ udført af superdygtige behandlere. Min mands koncentration og hukommelse bliver bedre og bedre. Og hvad er endnu vigtigere: Hans humør, og dermed hans evne til at acceptere og erkende situationen som hjerneskadet, stiger for hver gang han har været afsted. Stor ros til behandlerne i Syddjurs kommune, der med et møde på 2 timer ugentligt formår at gøre tilværelsen så meget bedre for patienter ramt af hjerneskader. Det være sig blodpropper, hjerneblødninger eller traumer. Og dermed også gøre livet lettere for de pårørende, som ofte ender med at føle sig som sygeplejere.

Udover den kognitive træning går min mand til fysisk vedligeholdelse ved Lyngparkens superdygtige fysioterapeut, der med stor indlevelse og professionalisme tager højde for alle min mands fysiske og kognitive svagheder og styrker.

Takket være Kommunens indsats (læs behandlere) først i Tirstrup Rehabiliteringscenter, en tur på Hammel Neurocenter og så vedligeholdene genoptræning på Lyngparken, klarer min mand sig til daglig med en stok. ...og jo ..vi har en kommunal rollator til ture over 200 meter, men den ligger mest i bilen.

Som ægtefælle har jeg via kommunens hjerneskadekoordinator fået tilbudt og modtaget et tilbud om deltagelse i en “pårørendegruppe”, en stor hjælp og støtte når tilværelsen ændrer sig så dramatisk. Igen takket været dygtige, professionelle behandlere.

Med denne hjælp fra kommunens side klarer vi os fint uden tilskud, hjemmehjælp, hjælpemidler osv. Men det var nok blevet en dyr plejehjemsplads uden denne forebyggende indsats fra Syddjurs Kommune."