Fortsæt til indhold

“Vi æder som sindssyge”

Kenneth Mikkelsen og Christina L. Hansen fra Aarhus C er netop hjemvendt fra Robinson Ekspeditionen 2015

Samfund
Christina S. Johansen

“Vi har en vanvittig trang til mad, og vi æder som sindssyge!” Fortæller 26-årige Kenneth Mikkelsen fra køkkenbordet i Aarhus C.
Sammen med kæresten Christina Lenschow Hansen, 24 år, er han netop hjemvendt efter knap syv uger i realityprogrammet Robinson Ekspeditionen for par, som i år blev optaget på Filippinerne.
“Det var fucking dejligt at komme hjem,” siger Kenneth Mikkelsen og smiler stort.
“Vi reagerede meget forskelligt: Jeg var helt smadret, og Kenneth var helt oppe at køre og i gang,” fortsætter Christina Lenschow Hansen.
De har kæmpet for at komme ind i en normal hverdag efter hjemkomsten fra overlevelsesprogrammet, som blandt andet består af høj varme, hårde dyster og kun lidt mad.

For oplevelsens skyld

Parret har været kærester i lidt over fire år og flyttede til Aarhus fra Esbjerg for to år siden, da Christina skulle studere.
Parret meldte sig mest til Robinson for sjov og regnede ikke med at komme i betragtning, men pludselig var der bud efter dem.
Flere spørgeskemaer, castinger og lægetjek senere fik de meldingen: “I er med!” Det var blot to-tre uger, før afgangen i maj.
Det er ikke ønsket om at komme i fjernsynet og blive kendte, som har fået Kenneth og Christina til at melde sig til:
“Det med at være på tv er noget, som vi tager med, men det er oplevelsen og udfordringerne, som vi gør det for. Deltagere fra Robinson bliver heldigvis hurtigt glemt igen,” siger Christina Lenschow Hansen.
“Jeg er sikker på, at jeg kommer til at krumme tæer, når jeg ser mig selv på optagelserne. Jeg håber ikke, at jeg kommer for meget i rampelyset,” fortsætter Kenneth Mikkelsen.
De glæder sig begge til at se, hvordan det hele bliver klippet sammen.

Vant til at være sammen

Opholdet i Robinson fik ikke Kenneth og Christina til at rive hovederne af hinanden.
“Vi blev ikke uvenner. Vi er også vant til at være meget sammen i dagligdagen og vant til at presse hinanden til træning,” fortæller Christina, som studerer til kostvejleder og fysiurgisk massør, mens Kenneth er stilladsmontør på en boreplatform i Nordsøen og derfor ofte er hjemme i tre uger af gangen.
De fortæller begge, at der dog skete nogle forandringer både fysisk og psykisk nede i varmen.
“Normalt bliver jeg vildt irriteret og får det skidt, hvis jeg er sulten, men dernede er man bare nødt til at acceptere det, og så går kroppen i en eller anden overlevelses-tilstand,” siger Christina Lenschow Hansen, og Kenneth Mikkelsen fortsætter:
“Sådan var det også til dysterne. Selvom energiniveauet var helt i bund, så skete der noget oven i hovedet på én, så snart Jakob (Kjellberg, værten, red.) sagde: 'Sæt i gang!' Så kører adrenalinen bare derudaf.”

Hemmeligt for familien

Parret valgte at holde deltagelsen hemmelig for familien og sagde, at de skulle på en lang ferie i USA, hvor de ikke lige var til at komme i kontakt med.
“De er så nysgerrige og ville have haft så mange spørgsmål, og så behøvede alle bare ikke lige at vide det. De endte da også med at sige, at de var glade for, de ikke vidste det, for så ville de bare have været bekymrede,” siger Christina.
“Vi ville have overrasket dem, men de nåede selv at se det på Ekstra Bladets hjemmeside,” fortsætter Kenneth.

Opmærksom på madspild

De er begge enige om, at Robinson har været det hele værd, og ud over selve oplevelsen er parret kommet hjem med lidt ekstra ting i bagagen.
“Vi er blevet mere tålmodige, og så er vi blevet meget opmærksomme på madspild. Desuden plejer jeg aldrig at lave mad, men nu er panden, wokken og gryderne fremme hele tiden. Vi må håbe, at det varer ved,” siger Kenneth, før Christina fortsætter med et skævt smil:
“Ja, det ville være dejligt.”