Skoleindskrivning: Rådmand anbefaler folkeskolen i Aarhus
Folkeskolen er vigtig for fællesskabet, mener rådmand Thomas Medom
De aarhusianske folkeskoler gør det godt og er vigtige for fællesskabet i lokalområdet. Sådan lyder budskabet fra Børn og Unge rådmand Thomas Medom (SF) forud for skoleindskrivningen i Aarhus Kommune.
"Folkeskolen i Aarhus er et godt valg. Forældrene er generelt meget tilfredse, eleverne trives godt, og de forlader skolen med rigtig gode muligheder for at klare uddannelse og job. Den lokale folkeskole er også afgørende for at styrke sammenhængskraften lokalt. Her mødes vi på tværs af ligheder og forskelle i et stærkt fællesskab," siger Thomas Medom i en pressemeddelelse fra Børn og Unge magistraten.
Forældrene til over 3.000 elever kan fra 23. november skrive deres barn ind i den skole, barnet skal begynde efter sommerferien 2019.
Stemmer dørklokker
På folkeskolen Sødalskolen i Brabrand bestræber man sig på at komme i kontakt med alle forældre i området, der har et barn, der skal begynde i skole næste år.
Skolens ledelse har i denne uge blandt andet været ude i dagtilbud for at informere om Sødalskolen. De forældre, man ikke har mødt, kan ligefrem forvente at få besøg derhjemme.
"Skolen tager simpelthen ud og ringer på dørklokken. Valget er forældrenes, men vores erfaring er, at vi i en god, personlig snak med forældre styrker lysten til at søge vores skole. Det handler om kendskab, og vi mener, at alle børn fortjener at gå i skole hos os," siger forælder og skolebestyrelsesformand Heidi Sloth Hingelberg i pressemeddelelsen fra Børn og Unge.
Skoleindskrivning til skoleåret 2019/2020 foretages digitalt via hjemmesiden aarhus.dk fra 23. november til 31. december.
jr