Fortsæt til indhold

Debat: Christiansborg skylder de nedslidte en løsning

Samfund
Af Leif Lahn Jensen, beskæftigelsesordfører (S) og Torben Jakobsen, formand for LO Djursland:

"Nedslidning er på vej til at blive en bombe under vores arbejdsmarked.

Alt for mange mennesker, som har slidt og slæbt hele livet, har ikke reel mulighed for at trække sig tilbage med værdighed, hvis de er nedslidte. Ansvarlige politikerne må forpligte sig på at finde en værdig løsning for de nedslidte, så de får bedre mulig at trække sig fra arbejdsmarkedet på en værdig måde, hvis de er slidt ned inden de når pensionsalderen. Og så skal arbejdsmiljøet forbedres markant så langt færre bliver nedslidte eller helt ødelagte af at arbejde.

De kommende år vil pensionsalderen stige og stige. Det rammer især dem, der er kommet tidligst ud på arbejdsmarkedet og har de hårdeste job. De unge, som i øjeblikket kommer ud på arbejdsmarkedet, kan først gå på pension når de er 74-75 år.

Allerede i dag frygter mange, at de ikke kan holde til de når pensionsalderen. En undersøgelse fra Fødevareforbundet NNF viser, at hvert andet medlem af NNF har taget smertestillende medicin eller har haft behov for behandling for smerter på grund af arbejdet inden for en periode på tre måneder.

Det viser, at der er nogle brancher, hvor medarbejderne er meget udsatte for nedslidning. Det vil desværre kun blive værre, når skal arbejdes endnu flere år.

Årsagen til, at pensionsalderen stiger, er egentlig glædelig. Vi lever nemlig i gennemsnit længere. Derfor er det jo også rimeligt nok, at vi i gennemsnit lægger nogle flere år på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at pensionsalderen er ens for alle.

Og der er altså stor forskel på, om man har taget en lang universitetsuddannelse og først kommet ud på arbejdsmarkedet, når man er i slutningen af 20’erne, eller om man er startet lige efter folkeskolen med at slæbe sten, klatre på stillads eller flytte varer på et lager.

Har man knoklet med hårdt fysisk arbejde fra man var 16-17 år, så kommer der et tidspunkt, hvor kroppen siger fra. Og man bliver ikke mindre nedslidt, fordi man kan læse i nogle tabeller fra Danmarks Statistik, at middellevetiden stiger. Middellevetiden er netop et gennemsnit, som kan varierer meget på tværs af forskellige grupper.

Vi står derfor med en kæmpe udfordring, som vi skal have løst.

Da Folketinget i 2006 besluttede, at pensionsalderen skulle stige i takt med levealderen, skete det med et klart løfte fra Venstre. Venstre lovede, at der også i fremtiden ville være ret til fem år på efterløn. Altså en mulighed for dem, der kom tidligt ud på arbejdsmarkedet, til at trække sig tidligere tilbage.

Men bare fem år senere besluttede Lars Løkke reelt at fjerne den mulighed. Sammen med De Konservative og Dansk Folkeparti besluttede han de facto at afskaffe efterlønnen, uden at komme med et reelt alternativ for dem, der risikerer at blive nedslidte. Den såkaldte seniorførtidspension som blev indført i 2013, har vist sig slet ikke at spille den rolle, som Lars Løkke ellers havde stillet i udsigt. Efter 4 ½ år har kun 1.285 personer fået tilkendt seniorførtidspension.

Det er dybt urimeligt, at mennesker, der har knoklet hele deres liv, skal stå med hatten i hånden og bede om lov til at blive førtidspensionister, fordi Lars Løkke skulle bruge pengene fra efterlønnen til at betale for sine skattelettelser.

Vi skylder derfor at finde en løsning for de nedslidte – og dem, der risikerer at blive det i fremtiden. Alle har ret til at forlade arbejdsmarkedet på en ordentlig måde og med en fysik, så man stadig kan nyde nogle gode og aktive år med sammen med børn og børnebørn.

Vi kan diskutere, hvordan den konkrete model skal se ud. Det har vi ikke lagt os fast på endnu. Her må både politikere, fagbevægelse og andre byde ind med løsninger. Men det står ikke til diskussion, at der skal ske noget. Ellers står vi med et kæmpe menneskeligt problem, som bare vil vokse år efter år."