Borgmesteren rykker sit kontor til Tilst
Tilst Biblioteket udgør borgmesterens kontor
Midt mellem bogreoler og bogkasser på Tilst Bibliotek står et enligt skrivebord og en stol. Det ser sparsomt ud, men ikke desto mindre er det borgmester Jacob Bundsgaards (S) kontor i 14 dage.
Her skal han møde Tilsts beboere, institutioner og foreninger.
“Jeg håber, at det kan være med til at fjerne noget afstand mellem Tilst-borgerne og rådhuset, ikke kun fysisk men også mentalt. Jeg vil gerne give borgerne en oplevelse af, at de sagtens kan få borgmesteren i tale, hvis der er noget, som optager dem,” fortæller Jacob Bundsgaard, kort efter han er “flyttet ind” på biblioteket - en flytning som i øvrigt ikke har været stor og tung, som sådan noget ellers gerne er:
“Jeg er cyklet herud og har kun det med mig, som jeg kan have i min rygsæk,” siger Jacob Bundsgaard og nikker mod en lille bunke papirer og en tablet.
Facaderne ryger ned
Tilbage i maj lavede borgmesteren samme nummer og flyttede sit kontor til Gellerup. Der oplevede han, at det faktisk gør en forskel at flytte ud i et lokalområde i en længere periode.
“Selvfølgelig kender jeg Gellerup, men det er noget andet at være til stede hver dag. Når en borgmester rykker ind, har folk gjort sig umage, og der er gerne ryddet lidt op, men efterhånden ryger facaderne ned, og man kommer tættere ind på livet af borgerne,” fortæller Jacob Bundsgaard, som ikke har planlagt flere ture ud af rådhuset før valget i november - for besøgene er ikke valgkamp, slår han fast.
Skulle valget ende med at gå hans vej, vil han dog gerne fortsætte med miniopholdene.
Rart at kunne følge op
Jacob Bundsgaard skal under opholdet i Tilst blandt andet besøge gymnasiet, Natteravnene, Pavillionen ved Langkærparken og lokalcentret, foruden selvfølgelig at have tre gange åben træffetid på biblioteket for alle interesserede.
Desuden glæder han sig særligt til at høre mere om et inklusions-projekt, som Tilst er udvalgt til - projektet var Bundsgaard selv med til at søsætte som daværende rådmand for Børn og Unge.
“Det er altid rart at kunne følge op og høre, hvordan de tanker, man selv har siddet med, bliver ført ud i livet,” fortæller Jacob Bundsgaard.
Hvad optager Tilst?
Når borgmesteren ellers skal fortælle, hvad der popper op i hovedet, når Tilst nævnes, så er det første, der slår ham, barndomsminder.
“Jeg har spillet mange håndbold- og fodboldkampe i Tilst. Jeg tror, vi vandt i håndbold og tabte i fodbold,” erindrer Jacob Bundsgaard.
Derudover betegner borgmesteren Tilst som et velfungerende lokalsamfund med stærke foreninger, og han glæder sig til at høre, hvad der optager Tilst-borgerne.
En af de ting er balladen med unge mennesker, der hænger ud foran biblioteket og skaber utryghed.
“Selvom mit besøg har været planlagt, længe før balladen blev kendt, så gør det blot besøget endnu mere relevant. Det er helt uacceptabelt ikke at kunne føle sig tryg på biblioteket og i idrætsforeningen, og det skal de unge selvfølgelig have at vide. Det kan mit besøg også være med til at signalere,” siger Jacob Bundsgaard.