Socialt udsatte har også brug for en håndsrækning i Syddjurs
Kirkerne og mange frivillige gør en stor indsats for at afhjælpe den sociale nød, som også findes i Syddjurs Kommune. Dermed følger de opfordringen fra borgmesteren, som for nylig betonede vigtigheden af, at kommunen, kirkerne og frivillige privatpersoner arbejder sammen
Den første lørdag i november holdt borgmester Ole Bollesen tale på Diakoniens Dag i Hornslethallerne, hvor han satte tyk streg under, at kommunerne har brug for frivillige hænder i forhold til at kunne løfte velfærdsopgaven over for samfundets mest udsatte grupper.
Talen blev holdt på et yderst relevant sted, nemlig midt i den store hal, der var fyldt med genbrugsbutikker bl.a. fra Kirkens Korshær. Hver især yder de mange frivillige i disse butikker en hel håndgribelig indsats for give et bedre liv til den hjemløse, misbrugeren, den ensomme, den enlige mor, der ikke kan give sine børn madpakke med i skole – og mange andre grupper, der kæmper for at holde sammen på sig selv på trods af fattigdom, misbrug, ensomhed og mange andre problemer.
Deres tilværelse er ofte afhængig af den hjælp, som de kan hente hos Kirkens Korshær, der tilbyder familiestøtte eller et måltid og overnatning i varmestuer og herberger. Økonomien baserer sig i vid udstrækning på de penge, som tilvejebringes i genbrugsbutikkernes omsætning.
Social nød findes overalt til Danmark, og selvom fænomenet måske er mest synligt i de større byer, er landområderne ikke undtaget, heller ikke i Syddjurs Kommune. Her oplever kirkerne fx en stigende efterspørgsel på julehjælp, der uddeles til børnefamilier, som ikke har råd til at holde jul.
”Flere og flere familier søger julehjælp her i Syddjurs. Det oplever vi lokalt i Hornslet Kirke, og jeg ved billedet er det samme de fleste andre steder,” siger sognepræst i Hornslet, Carsten Tranberg-Krab.
Heldigvis er der mange frivillige, der bidrager til kirkernes julehjælp i Syddjurs – og dertil mange hænder, der hver dag langer genbrugsvarer over disken i Kirkens Korshærs genbrugsbutikker overalt på Djursland. Så i takt med den stigende sociale nød, opleves også stor velvilje til at hjælpe. Enten ved at bidrage økonomisk eller med frivilligt arbejde i butikkerne.
Opbakning håber Kirkens Korshærs-folkene også de vil få på søndag, når den store landsindsamling løber af stablen. Der er brug for både indsamlere, der vil bruge et par timer til den gode sag, og for gavmilde givere, når indsamlerne ringer på eller kigger forbi.