Fortsæt til indhold

Kim har fået foden indenfor i egen boks

K.R. Lakering har åbnet på Englandsvej i Hammel, hvor de strenge miljøkrav kunne opfyldes

Samfund
Michael Wulff

HAMMEL Næsten for enden af Englandsvej i Hammel går en glad mand rundt.

Kim Ulrich Rohde er lige blevet gift, har en søn på 10 måneder, William, og så har han fået sin egen virksomhed K.R. Lakering.

"Ja, der er sket meget det seneste år," siger han, der kommer fra en stilling som værkfører i Viby, men hvor et generationsskifte i den virksomhed sendte ham videre i tilværelsen.

"Så jeg er vendt hjem til Hammel, hvor jeg er opvokset i Skjød. Og jo, det har været lidt hårdt det sidste års tid," indrømmer Kim Ulrich Rohde trods smilet.

Kim Ulrich Rohde har lige skiftet sit gamle mellemnavn Nellemann ud med Ulrich, efter han blev gift med Karina.

Åben for opgaver

For en branche som autolakerer omfatter rigtig mange miljøkrav.

"Jeg havde kigget på otte forskellige adresser, inden jeg fandt den her på Englandsvej 13, hvor det var muligt at indrette sig med sprøjteboksen og samtidig opfylde miljøkravene," fortæller Kim.

Han er åben overfor alle opgaver, som skal sprøjtelakeres.

"Det behøver ikke være et køretøj," fortæller han, der fik nyt mellemnavn ved ægteskabet med Karina fornylig. Hun er kontorassistent hos en lastbilforhandler i Silkeborg.