Enhedslisten er positiv overfor et velkomstcenter ved Kalø
"Syddjurs er kendt for sin fantastiske natur, smukke geologiske og historiske landskaber og spændende kyster.
Det er selve grundlaget for det gode liv i Syddjurs, og årsagen til at rigtig mange turister besøger vores dejlige område.
Men hvordan fremmer og bevarer vi disse fantastiske værdier samtidigt med, at vi udvikler tilgængelighed og muligheder til gavn for borgere og turister?
Et godt eksempel er området omkring Kalø Slotsruin, der i dag er et populært besøgsmål og samtidig fungerer som porten til Nationalpark Mols Bjerge.
Byrådet er netop nu i gang med at behandle en lokalplan, der vil muliggøre, at Nationalparken opfører og driver et velkomstcenter ved Kalø. Læs mere her: https://nationalparkmolsbjerge.dk/udvikling-og-samarbejde/nyt-velkomstcenter/
Et nyt velkomstcenter ved Kalø udvider både faciliteter og tilgængelighed
Et nyt velkomstcenter vil indeholde udstillinger og inspiration til at bevæge sig ud i Nationalparken. Det findes til dels allerede, f.eks. ved Karlsladen, men i noget mindre grad og på et ikke nær så velbesøgt sted som Kalø.
Der vil fortsat være mulighed for at købe is og pølser og spise i en restaurant. Den vil, i modsætning til nu, være åben hele året, så det f.eks. vil blive muligt at købe varm kakao om vinteren.
Et nyt velkomstcenter ændrer ikke noget ved mulighederne for afholdelse af veteranbilstræf om tirsdagen, hvor rigtigt mange mennesker mødes ved Kalø.
Det vil være muligt at forbedre trafik- og parkeringsforhold, så man undgår at krydse den trafikerede vej. Trafik- og parkeringsforhold er en separat sag, som senere vil behandlet af byrådet. Her vil Enhedslisten arbejde for en løsning, der forbedrer sikkerheden, samtidig med at der tages hensyn til natur og landskab.
Opførelsen af det nye velkomstcenter ved Kalø vil give endnu større landskabs- og naturværdier
Området er særdeles naturskønt og med store kulturhistoriske værdier. Derfor er det vigtigt, at den negative påvirkning af området bliver så lille som muligt.
Projektet med velkomstcenteret indebærer, at parkeringspladsen ved stranden omdannes til strandeng, og at slotskroen rives ned. Selve velkomstcenteret er tegnet til at passe ind i landskabet og give plads til det smukke strandhus. Dermed er det Enhedslistens vurdering, at der vil blive givet mere plads til naturen, og at området vil fremstå som en mere harmonisk del af landskabet, end det er tilfældet nu.
Vi vil naturligvis nøje studere høringssvarene til lokalplansforslaget og kommentarerne på borgermødet d. 29-11, men i Enhedslisten er vi meget positive overfor planerne om et velkomstcenter ved Kalø. Det vil betyde bedre muligheder for borgere og turister, samtidig med at der tages hensyn til den fantastiske natur og det dejlige landskab."