Dansk-svensk jazz slutter året
GRENAA Det er fire år siden, at jazzbandet Dixie For You sidst var på besøg i Grenaa, men de fleste tilhørere dengang husker sikkert stadig den succes, som bandet fik. Det dansk-svenske band spiller på lørdag klokken 13 til årets sidste jazzfrokost på Hotel Marina.
Og der venter igen en ny jazzbegivenhed, når Dixie For You spiller op. Bandet har efterhånden ni år på bagen, og det er blevet beskrevet som et af de senere års mest fremstormende bands.
Dixie For You spiller jazzmusik, som er inspireret af og baseret på den amerikanske dixie- og New Orleans- tradition. Det vil sige swingende rytmer krydret med soli og masser af sang.
Bandet er sammensat af nogle af Sveriges og Danmarks meget erfarne jazzmusikere. Mest kendt er nok Hans Ingelstam på trombone og vocal. Han følges af to landsmænd, Lasse Karlsson, klarinet, sopransax og vokal, og Claes Rydbch, banjo, guitar og vokal. Fra Danmark kommer Lars Nielsen, kontrabas. Han har i mange å spillet med Bjørn Ingelstams band. Endelig er der på trommer Henrik Holst Hansen, som er en af Københavns-områdets mest efterspurgte musikere.