Dom: Vi undgår ekstra skat på vand
Danske forbrugerejede vandværker og kommunalt ejede vandforsyninger fik medhold af Højesteret
vand Der kunne have været tale om en regning på op til 36 mia. kroner over tid i ekstra skat til danskerne, men det blev afværget i en Højesteretsafgørelse 8. november.
Sagen har kørt siden 2011 og har været ført af de to landsdækkende organisationer i vandsektoren Danva og Danske Vandværker mod Skatteministeriet.
Vandværker og spildevand
I 2009 besluttede Folketinget, at kommunernes vandselskaber skulle ændres til aktieselskaber, og dermed blev de skattepligtige.
Alle private almene vandværker der pumper mere end 200.000 m3 om året kom med i samme lovgivning. Favrskov har ingen kommunale vandværker.
I Favrskov berører beslutningen Hammel, Hinnerup og Hadsten Vandværker samt Favrskov Forsyning. Sidstnævnte er langt den største aktør i dette regnestykke.
Det er måden at værdisætte vandselskabernes bygninger og anlæg på, der har skilt vandene. SKAT valgte at anvende en model, der er beregnet til selskaber, der tjener penge, hvilket vandselskaber ikke må. Derfor blev værdien af bygninger og anlæg sat for lavt, og vandselskaberne har derved fået lavere fradrag, end de ellers ville have fået.
260 mio. i spil
Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning, vurderer, at borgerne i Favrskov nu slipper for en ekstraregning på 260 mio. kroner, som det kunne være endt med.
”Vi afventer Landsskatterettens afgørelse, så vi kender ikke det præcise beløb, men resultatet af højesteretsdommen, vil formentlig betyde, at kunderne ikke vil blive opkrævet 260 mio. kr. over taksterne de næste 50 år. Vi forventer også, at der vil komme en tilbagebetaling af allerede betalte skatter for Favrskov Forsyning. Tilbagebetalingen vil enten kunne anvendes til finansiering af investeringer eller vil kunne nedsætte taksten.”
Hun oplyser endvidere, at den takstforhøjelse på 110 kroner pr. familie pr. år, som Favrskov Forsyning netop har meldt ud på spildevand, kan henføres til den almindelige prisudvikling i forsyningens omkostninger, hvor udbudte leverandørkontrakter bliver årligt prisreguleret.
Hammel har investeret
Effekten for de tre største vandværker i Favrskov, Hammel, Hinnerup og Hadsten, er ikke ens. I Hammel har man for eksempel foretaget en stor investering med deraf følgende afskrivninger omkring det tidspunkt, hvor skattefastsættelsen skete.
”Så vi er så heldige, at vi ikke er skattepligtige før 2022-23. Nu vil der gå endnu længere tid, inden vi skal betale skat”, siger Tommy Grotum Sørensen, formand for Hammel Vandværk. Han er slet ikke tilhænger af, at private vandværker skal være underlagt Vandsektorloven.
”Indtil 2010 kørte vandværkerne med en bestyrelse valgt på en ordinær generalforsamling, og det var generalforsamlingen som vedtog tiltag og prissætning af vandpriserne. Min holdning er, at vi skal ud af Vandsektorlovgivningen og tilbage til før 2010, hvor vandværkerne kørte med en bestyrelse, der havde lov til at disponere de midler, der var. Nu skal vi føre en eventuel opsparing tilbage til forbrugerne, og kan for eksempel ikke beholde en buffer til uforudsete udgifter, men skal ud at låne. Det er jo bevisligt, at vandsektorloven ikke har givet billigere vand til forbrugerne."
Skæv beskatningsmodel
På Hinnerup Vandværk er man tilfreds med højesteretsafgørelsen, men utilfreds med Vandsektorlovens opdeling i små og store vandværker. Formand Bjarne Wiese peger på, at Private Almene Vandværker, som pumper over 200.000 m3 vand ud om året, kom med i samme lovgivning som de kommunale. Private Almene Vandværker, som pumper under 200.000m3 ud om året, er fritaget for lovgivningen.
"Derved den urimelige opdeling af udgifter til vores forbrugere. Dette er en yderst rimelig og retfærdig kendelse - ellers havde man fået lavet en skævvridning skattemæssigt”, siger Bjarne Wiese.
Han kan i øvrigt ikke se, hvorfor et vandværk, der jo ikke må drives som en forretning, skal beskattes.
”Vi skal som princip hvile i os selv, og et eventuelt overskud skal tilbage til forbrugerne.”
Forbrugerne ved Hinnerup Vandværk har allerede indbetalt en god klat penge til SKAT. Hvorvidt de nu kan se frem til en takstsænkning, udskydelse af en prisstigning eller minimere låntagningen til en renovering eller opdatering af vandværket, besluttes senere.
"Ifølge vores vedtægter kan vi ikke tilbagebetale et eventuelt overskud til vores forbrugere kontant. Så en eventuel tilbagebetaling af indbetalt skat skal indgå i driften."
Skat retur
I Hadsten vil man ifølge vandværksformand Lars Karstenskov Andersen tage en snak med revisoren og derefter tage en beslutning om, hvordan man får den indbetalte skat retur.
”Så vil vi se, om vi med denne afgørelse, kan få noget af vores indbetalte skat retur til gavn for forbrugerne, enten i form af nedsatte takster, minimere låntagningen til nye investeringer eller ved at undgå prisstigninger i en vis periode.”