Kommentar: Alle disse målinger uden nytteværdi
Din mailbakke bliver spammet dagligt med mulige og umulige undersøgelser om dit og dat.
Alt kan og skal tilsyneladende vejes og måles eller benchmarkes, som det hedder på moderne dansk.
Interesseorganisationerne står i kø for at udsprede deres budskaber om dette og hint.
Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed er et godt eksempel.
I Syddjurs er embedsmænd og politikere nærmest ved at falde ned ad stolen hvert år, når Syddjurs igen-igen indtager en placering tæt på 4. division.
Ingen stiller spørgsmålstegn ved selve den statistiske validitet af undersøgelsen, men hænger sig udelukkende i placeringen som nummer 87.
Det er tallet 87, der er problemet, og ikke størrelsen af den population (antal virksomheder og arbejdspladser), der reelt har gidet at svare.
Det handler mere om branding end om realiteter, og det er det, der er så fortvivlende.
Helt sjovt blev det i hårdt økonomisk trængte Norddjurs, hvor man i 2018 gik fra en fra placering som nummer 84 i 2017 til nummer 68 i år.
Det forsøgte kommunen at sælge som noget nær et ypperligt kvalitetsstempel.
Det kan da godt være, at det var en tiltrængt opmuntring til Norddjurs, men rent spin og opium for folket at sælge budskabet som om, at 'nu har vi forbedret os og taget os sammen'.
I Syddjurs er de modsat vilde med Dansk Byggeri, som er helt anderledes klar til at komme med en spand fyldt med roser til politikere og embedsmænd på den sydlige halvkugle af Djursland.
Dansk Byggeri placerer erhvervsklimaet i top ti i Syddjurs.
Det er da forståeligt med det anlægsbudget, som Syddjurs Byråd nærmest har gjort det til en dyd at levere år efter år.
For organisationer som Dansk Industri, Dansk Byggeri og på den anden side af bordet, sværmen af lønmodtagerorganisationer, handler det udelukkende om at få solgt deres budskaber til alle mulige platforme. At få nævnt deres navn.
Kommunerne bør sætte et skilt op på døren næste gang, der banker en gut på døren med en måling i hånden og vil fortælle, at nu er du på top ti eller bundprop.
På skiltet skal der stå: "Gå dog hjem og fej foran din egen dør".