Demonstranter på gaden: Ny voldtægtslov nu!
LET’S TALK ABOUT YES-demo afholdes søndag. Mere end 500 ventes at deltage.
Det er i dag FN's internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder, og det bliver markeret i hele verden - også i Danmark, hvor demonstranter klokken 13 går på gaden i de fire største byer, Aalborg, Aarhus, Odense og København, for at kræve en ny voldtægtslov, som man ønsker fremover skal være baseret på et klart samtykke.
"En samtykkebaseret voldtægtslovgivning vil bringe dansk lov ind i det 21. århundrede og stadfæste princippet om, at sex ALTID skal være frivilligt. Det vil give ofrene større retfærdighed og være et afgørende skridt i kampen for retten til egen krop," siger programleder hos Amnesty Danmark, Helle Jacobsen, som håber, at demonstrationerne vil sende et kraftigt signal til den danske regering om, at det er på tide at ændre lovgivningen.
"Vi vil ikke vente mere. Vi skylder danske voldtægtsofre, at de bliver beskyttet bedre," siger Helle Jacobsen.
Læs eller genlæs artiklen om Kirstine Holst, som i sommeren 2017 blev offer for voldtægt, men selv endte i folkedomstolens shitstorm, efter den sigtede mand i sagen blev frikendt ved Københavns Byret. Oplevelsen fik Kirstine til at gå ind i hele den politiske debat om voldtægt.