Håndværkerne blev fejret til Maltfabrikkens rejsegilde
I går kunne Maltfabrikken fejre en vigtig milepæl. Rejsegildet blev afholdt i solskin, og alt skrider foreløbigt stadig planmæssigt frem
EBELTOFT Den karakteristiske røde bygning, Maltfabrikken, i Ebeltoft har siden det første spadestik i februar været arbejdsplads for omkring 50 håndværkere fra flere fag- og storentrepriser, og i mandags blev rejsegildet fejret med pølsevogn, taler og speciallavede fabriksøl.
Blandt deltagerne var blandt andet repræsentanter fra Fonden Den Ny Maltfabrik, Syddjurs Kommune, entreprenører og byggepladsens håndværkere.
"Rejsegildet er håndværkernes fest. Det er i dag, vi siger tak for et godt samarbejde og det meget flotte arbejde, de indtil videre har gjort med vores allesammens maltfabrik. Fordi projektet er så lokalt forankret, har det været vigtigt for os også at benytte de lokale kræfter i form af håndværkerentrepriser fra området. Det er nemlig samarbejdet mellem os selv og vores omverden, som er bærende for hele Maltfabrik-projektet," sagde direktør for Maltfabrikken Kristian Krog i følge en pressemeddelelse.
Ikke som alle andre
Byggeriet er noget for sig selv; kamtakker på taget og vinduer i alle mulige og umulige størrelser og former vidner om en karismatisk gammel bygning, som har gennemgået en række om- og tilbygninger i sin lange levetid.
Byggeriet og restaureringen er kompleks ligesom bygningen, og Frederik Jönsson, som arbejder med betonelementer på byggepladsen, har nydt at være med i arbejdet om det særlige projekt:
"Det er sjovt at være med til at bygge noget, der er anderledes, og så bliver det fedt at se byggeriet, når det engang står færdigt."
"Og så er det jo altid rart at kunne pege og fortælle, at dét der, det har jeg været med til at lave," tilføjer kollegaen Dennis Haslev enigt.
Åbner i 2019
Når Maltfabrikken står færdigt vil den blive et samlingssted for både kultur, erhverv, viden og oplevelser. På de 5000 kvadratmeter vil man blandt andet kunne opleve en fusion af byens bibliotek, museum og lokalhistorisk arkiv, lokale virksomheder, et bryghus, madværksted og et kaffe- og spisehus.
Derudover vil internationale kunstnere bo i det integrerede arts recidency, byens unge vil hænge ud i ungemiljøet Rampen, og man vil kunne høre koncerter på kulturhusets spillested.
Maltfabrikken vil åbne i etaper efterhånden som bygningerne bliver klar, og dørene til første etape vil således blive åbnet for besøgende i starten af sommeren 2019.
sø