Decembermørke

Det er endeligt blevet december, mine børn har glædet sig længe. Talt ned gennem hele november. "Nu er det jul!" siger de med høje stemmer og forventning i øjnene. For dem er december en fantastisk, magisk måned. "Nej", siger jeg hurtigt, "nu er det advent, der er laaaang tid til jul".

Heldigvis er der lang tid, for der er jo så meget der skal gøres inden det bliver jul. Ting vi glæder os til at gøre sammen, hygge, bage, synge og pynte. Men i min voksenverden er december en logistisk udfordring. En udfordring som jeg forsøger at håndtere med planer, lister, overblik og forventningsafstemning. Det kræver planlægning, hvis hele familien skal nyde en hyggelig julemåned uden at blive helt udmattet af juleafslutninger, klippe-klistredage og fællesskab med skole, børnehave, kirke, fritidsaktiviteter, familie og venner. For i julen er der så mange der inviterer og man kan umuligt nå det hele.

Og jeg mærker at jeg ikke rigtig orker. Selvom alle invitationerne hver for sig lyder hyggelige gør mængden mig træt på forhånd.

For der er mørkt og koldt udenfor og mit energiniveau er i bund. Jeg føler mig som smør der er skrabet alt for tyndt ud over alt for meget brød. Jeg ved godt at jeg får det sådan her hver år, mit humør falder når jeg forsøger at kæmpe imod mørket, kulden og trætheden med alt det jeg gerne vil og synes jeg skal gøre.

Midt i alt det glædelige, hyggelige og festlige mærker jeg hvordan hverdagslivet strammer og jeg bliver mindet om min egen og andres sårbarhed. December er så mange ting, kulde og mørke, hygge, forpligtelser, forbrug og stress, bagning, pynt og glæden ved at give. Det hele fletter sig sammen i december.

Det er knap nok begyndt endnu, julen er først om flere uger, men december er noget særligt fra første dag og man skal løbe stærkt, hvis man skal nå alt det hyggelige.

Og så er det jeg opdager glæden ved decembermørket. Mørket er ikke kun en del af problemet, det har en gave med sig. Man kan selvfølgelig gøre sit for at fordrive mørket. Tænde lyset, hygge med stearinlys og lyskæder. Og det gør vi, for vi har brug for lyset.

Vi taler om lyset og vi lytter til håbet i adventstidens læsninger og salmer, vi venter på julen. For vi ved at julen tænder lys i mørket, et barn bliver født, dagene bliver længere, alt vil blive godt igen. Vores håb bliver tændt.

Decembers gudstjenester drejer sig om dette lys, håbet der bliver tændt i mørket. Det gør de fordi vi har brug for lyset. Det giver menig for os som mennesker og som kristne.

Men med tiden har jeg opdaget at mørket også har sin ret. Jeg vil ikke haste frem imod håbet og lyset. Jeg vil gå langsomt igennem decembers mørke.

I alle disse tætpakkede dage tror jeg også vi har brug for mørket. Mørket er en gave, en pause. Vi har brug for at kunne hvile vores kroppe og vores sjæle. Hvis man er så heldig at man har et par timer hvor man ikke behøver at gøre noget, så kan man sætte sig og bare være stille, i et mørkt rum. Med ro indeni og udefra og hvile sig. Det giver en ro som for mig er så langt fra nedstemthed eller depression som man kan komme, det giver stor fred. Jeg kan mærke hvor godt mørket er for mig, mørket er venligt, det omfavner mig og giver mig en tiltrængt ro og pause fra resten af verden.

Man skal sætte pris på mørket og ikke altid udslette det med effektivitet, veloplyste rum og hygge.

Lyset og håbet skal nok komme, det er på vej, men undervejs vil jeg finde hvile i decembermørket.