Fortsæt til indhold

Flot præstation af lufthavnen i Tirstrup

Samfund
Britt Bager; Politisk ordfører, Venstre

DEBAT I de seneste passagertal fra Aarhus Lufthavn kan man aflæse en betydelig fremgang. I løbet af det seneste år er der nemlig skabt en stigning i antallet af passagerer på 25 pct.

Hvor er det dog glædeligt, at Aarhus Lufthavn i Tirstrup har formået at skabe vækst – både for lufthavnen og for østjyderne. Lufthavnen har skabt en udvikling med nye ruter – ja, faktisk en fordobling af rutenettet i løbet af en periode på to år. Det har krævet en kæmpe og vedvarende indsats, og den vil jeg gerne hylde; det er simpelthen så godt gået.

Men det stod bestemt ikke skrevet i kortene. For blot et par år siden hang der en kæmpe sky af usikkerhed over lufthavnen, fordi man havde planer om at flytte lufthavnen fra Tirstrup til Thomasminde. Det blev til en sejlivet debat om lufthavnens placering, som var tæt på helt at trække tæppet væk under muligheden for at have en velfungerende lufthavn i Østjylland.

Dengang opfordrede jeg på det kraftigste til at lukke debatten ned og med fuld kraft fokusere på den eksisterende lufthavn i Tirstrup og de vækstpotentialer, som man var ved at sætte over styr. I sidste øjeblik blev det besluttet af byrådet i Aarhus at droppe planerne om en ny lufthavn i Thomasminde. En beslutning, som mange beklagede, men som jeg aldrig har været i tvivl om, var den helt rigtige.

Med de resultater, der nu fremlægges fra lufthavnen i Tirstrup, kan ingen længere betvivle den beslutning. På trods af usikkerheden dengang har lufthavnen alligevel formået at holde snuden i sporet, og det har lønnet sig med en imponerende vækst. Og væksten forventes at fortsætte i de kommende år. Stort tillykke til Aarhus Lufthavn.