Margith og Henry har fået seks børn, 19 børnebørn og 17 oldebørn
Margith og Henry Andersen fra Risskov fejrer 70 års bryllupsdag 29. november
Mærkedag Torsdag 29. november er det 70 år siden Margith og Henry Andersen fra Risskov blev gift og kan derfor fejre jernbryllup.
Tre år efter 2. verdenskrigs afslutning fandt Margith og Henry Andersen sammen. Som nygifte flyttede de ind i Henrys fædrene gård, indtil de fandt deres eget sted: En lille gård på tredive tønder land, otte-ni køer, kalve og grise, blev den første ramme omkring deres lille familie. Heste var der også – de trak jo ploven, da traktoren først kunne købes i starten af 1960’erne. Og betalingen kunne ikke hentes gennem udkommet fra gården – nej den måtte hentes ved ekstra jobs.
Familien voksede lige så stille, og i 1967 måtte Margith og Henry indse, at det ikke gik med det lille landbrug og ekstrajobbene. Nu var der blevet fem munde, der skulle mættes ud over deres egne. Tøj skulle der osse på kroppen, og selvom de sled og slæbte, hang det aldrig sammen økonomisk, så de valgte at rykke teltpælene op fra den lille himmerlandske landsby Oue og flyttede til stationsbyen Aalestrup. Her havde de en række gode år med aktiviteter de kunne lide både arbejdsmæssigt og i fritiden. Henry kom til at stortrives med at være specialarbejder på en møbelfabrik og senere på UnoForm køkkener. I fritiden var de begge aktive i den lokale menighed, spejder og FDF. Margith åbnede en privat børnehave, som hun drev indtil Bistandsloven blev indført i slutningen af halvfjerdserne. Det betød, at kommunerne skulle stå for børnehavedrift, og at private kunne blive dagplejemødre. Det var vores mor ikke tilfreds med, så hun ville have en uddannelse.
Igen rykkede de teltpælene op og flyttede til Risskov i 1979. Her læste Margith til diakon/socialpædagog på Diakonhøjskolen i Højbjerg, og Henry fik job som kirketjener ved Risskov Kirke, hvor han stille og roligt passede sit job, mens store prædikanter som Broder Wandal, Lisbeth Smedegaard Andersen, Lars Mandrup og Elisabeth Lidell fyldte kirken. Også her var de aktive i menigheden og i FDF. Som Elisabeth Lidell så smukt udtrykte det forleden, da jeg mødte hende, og vi talte om vores forældre: ”Der er ikke mange af deres kaliber tilbage i menighederne!”
Årene gik nu med dagens dont. Margith som akutfamiliepleje for Aarhus Kommune. Der er mange børn og forældre, der havde rigtig god gavn af et ophold i kortere eller længere tid hos vores forældre. De regler og rammer vi ”bio-børn” til tider kunne finde snærende, var tydeligvis lige hvad der var brug for, når kriseramte skulle have en pause fra kaos og komme på benene igen. Nogle af børnene og forældrene fra dengang kommer stadig på besøg.
De er gamle nu. Margith er 85 og Henry 93 år. Margith er stadig aktiv i bazararbejdet ved Risskov Kirke og bor i deres fælles hjem, mens Henry nyder roen, der er mellem besøgene - som han også nyder - på hans stue på Lokalcenter Hørgården.
I har gennem jeres lange liv vundet respekt og anerkendelse, hvor end I har været. I har gjort jeres - som denne fortælling af jeres livsforløb blot overordnet beskriver. I fortjener virkelig et otium i fred og ro. I kan med sindsro give stafetten videre, når det kommer dertil. I har sørget for seks børn, der igen har sørget for 19 børnebørn og 17 oldebørn.