Fortsæt til indhold

9 måneders ventetid: Ikke på en baby, men på landzonetilladelse

Samfund
Allan Krogh og Karin Ahle Krogh, Vester Møllevej 26, Fruering, 8660 Skanderborg

Ni måneders ventetid. Ikke på baby, men på landzonetilladelse i Skanderborg kommune.

Vi var glade, da vi fik solgt vores store parcelhus og kort tid efter også vores sommerhus. Men glæden varede ikke længe.

Vi har en grund og et firma, der gerne vil bygge for os, så vi er klar til at bygge vores lille "otiumhus".

Men ak, så nemt skulle det ikke være. Efter en opringning til kommunen for at søge byggetilladelse, fik vi at vide, at vores grund ligger i landzone, og derfor skal der først søges om landzonetilladelse.

Her er der så lige ni måneders ventetid, før de overhovedet kigger på ansøgningen. Dertil kommer diverse hørings- og tidsfrister og først derefter, kan man søge byggetilladelse.

Så fra vi sender vores ansøgning om landzonetilladelse, til vi kan begynde at bygge, går det pt et lille år.

Gad vide om folk ved det, når de planlægger at bygge hus i Skanderborg kommune?

Vi håber, at Skanderborg kommune snart vil tage initiativ til at få ændret den lange sagsbehandlingstid på ansøgning om landzonetilladelse, da vi finder den helt urimelig lang.