Debat Syddjurs: Det såkaldte borgermøde
"Jeg mener, chef Rune Asmussen, teknik & miljø, selv bør stå økonomisk til ansvar, efterfølgende, for sit ”ikke over, men snarere under 5 mio.”.
Så kunne det være, at realiteterne og det forventede professionelle vandt overhånd.
Når en mangeårig leder med flere år på bagen end oraklet RA udtaler, at alle p-pladsudgifter kommer langt over 10 mio., så er det tåkrummende at høre en sådan chef udtale sig så skråsikkert.
På borgermødet blev det næsten fnysende, nedladende og i hvert tilfælde arrogant postet i hovedet på mig under debatten.
Men igen et næsten bevis på et slags sammenrend mellem Nationalparken og Administrationen, hvor de mange og store skatteborgerudgifter for kommunen vedr. dette nationalpark-velkomstcenter skulle gøres så spiselige for kommunens borgere som muligt.
Mere farligt er, hvorvidt borgmester og byråd kommer i fedtefadet og krydsild, når/hvis det ikke holder, det som administrationen rådgi’r dem om. Specielt i det her tilfælde, hvor det lugter af ikke helt upartiskhed.
Eksempler har jeg givet ved det åbne brev til direktør Poul Møller.
Borgmesteren kan ikke sige sig fri for ikke ha’ modtaget advarsler fra ”en erfaren kilde” lige før borgmesterindtrædelsen, og her tegner der sig et billede på, at advarslerne ikke er hentet helt ud af den blå luft.
For øvrigt et underligt borgermøde Rune Asmussen og Riber stod for.
Ingen modstander var inviteret som taler, hvorimod nationalparkens oratoriske begavelse, Mika Leth Pedersen, fik næsten en halv time til promovering, der bestod af nøjagtigt samme propaganderende stof, vi har hørt de sidste fem år.
Tvivlen er nærliggende, at dette borgermøde havde andre skjulte intentioner end det, man forventer af et sådant møde.
Og vor borgmester og jubeltilhænger af centret brillerede med to og et halvt minuts introduktion.
Ikke forventet standard af en borgmester, der har så megen indflydelse på borgermeninger og et stort ansvar.
Og hvor i alverden ved han fra, at det er ”et fornuftigt skøn” eller ”bedste bud” ? – Og naivt stiller sig tilfreds med det?
Det kan en administration da ikke byde borgmester og byråd som ”grundig og professionel” beregning/vejledning til viderebehandling i de afgørende byrådsbeslutninger.
PS. Det er stadig kommunale skatteborgerpenge, der uhørt gives i gave til STATEN!"