Debat: Finansloven styrker Djursland
"Finansloven for 2019 er landet. Den byder på god borgerlig politik, som vi kan være rigtig stolte af. Det glæder mig især, at det er lykkedes at samle penge til at styrke ungdomsuddannelserne i Grenaa og Rønde. Det er afgørende for vækst og muligheder på Djursland at der nu bliver skudt 0,5 mio. kr. til begge gymnasier. Det er vigtigt at uddannelser også prioriteres i mindre byer såvel som i storbyerne. Jeg er dermed glad, at vi nu leverer på løftet om et Danmark i bedre balance.
Siden 2015 har det været en topprioritet for mig, at skabe balance i vores land. Alt for længe har der været centralisering, og det er gået ud over landdistrikterne. Flere og flere skoler må lukke, fordi der ikke er tilstrækkeligt med midler, og det svækker landsbyerne. Derfor er denne Finanslov så vigtig. Ved at styrke gymnasierne på Djursland, kan der skabes sikkerhed for skolerne og dermed de borgere der bor i Grenaa og Rønde.
Derudover styrker vi med Finansloven erhvervsskolerne. Der skal skabes en ny fortælling om erhvervsuddannelserne. Det skal være mindst ligeså attraktivt at tage en erhvervsskoleuddannelse, som en gymnasial uddannelse. Derfor giver vi en solid saltvandsindsprøjtning på 2,3 milliarder, der skal sikre at kvaliteten er i top. Derudover fjerner regeringen omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne, så de kan få frirum til at udvikle sig.
Med Finansloven for 2019 leverer regeringen på løftet om et Danmark i bedre balance. Det styrker ikke bare Djursland, men hele Danmark at gymnasier og erhvervsuddannelserne får et løft."