Klumme: Kjeld and the donkeys

Klumme Min begyndelsen på adventen i år har været fyldt med æsler.

Første søndag i advent skulle der prædikes over Jesu indtog i Jerusalem på æselryg. Og til anden søndag i advent skulle vi bruge et levende æsel til en jule-krybbe-gudstjeneste ved Hinnerup Sognegård, hvor Maria skulle ankomme på æsel.

Det har givet anledning til at reflektere over æsels rolle i det nye testamente og til at lære noget om praktisk håndtering af æsler.

Først og fremmest er æslet robust og nøjsomt. Heste kan nok være elegante, men min erfaring med heste er, at de kan være nervøse og sarte, og at de stejler og bukker. Æsler, derimod, er rolige, de reagerer på ydre farer ved at stå stille, men de kan normalt flyttes med en gulerod.

På prædikestolen i Helligåndskirken i Aarhus er der et billede af et æsel. En lokal præst har engang fortalt mig, at det betyder, at præstens opgave på prædikestolen er at være æsel for Vorherre. Altså at bære budskabet frem. Og der passer karakteristikken på æslet jo meget godt.

Da man på skibene begyndte at få hjælpemaskine til pumper og spil, så kaldte man dem for donkey-maskiner - altså æselmaskiner - og en sømand, som betjente maskinerne, blev kaldt for en donkey-mand. Man brugte æslet som billede på det hårde og monotone arbejde, der også skulle gøres.

Advent og jul er fyldt med engle. Det er meget fint og smuk. Engle er sendebud fra Gud. Englene bærer Guds stemme ind i en kold og mørk verden.

Men verden har også brug for æsler. Ordet fra Gud er ordet om, at håbet og kærligheden skal blive kød og blod her i vores verden. Det bliver ordet i det lille Jesus-barn i krybben i Bethlehem. Men det bliver ordet også, når vi tager rollen på os som æsler. Altså bærer byrder for andre, hvad enten det er mentalt ved at høre på, hvad der trykker eller optager andre mennesker, eller rent praktisk ved at tage naboens varer med fra Brugsen.