Fortsæt til indhold

Konsulenter skal opstøve jobs

Forligspartierne blev fredag enige om, at flere konsulenter skal styrke beskæftigelsen

Samfund
Jeppe Kristensen

Fredag sluttede to dages budgetforhandlinger i Aarhus. Et af resultaterne er en øget indsats for at få ledige med en lang- og mellemlang uddannelse hurtigere ind på det aarhusianske arbejdsmarked. Det skal ske gennem virksomhedskonsulenter.
“Vi gør en indsats for at få udklækkede akademikere og bachelorer hurtigere ind på arbejdsmarkedet. Det gør vi ved, at virksomhedkonsulenter opstøver jobs. Faktisk er det allerede en afprøvet model, som, vi ved, virker,” fortæller rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF).
Helt konkret betyder forliget, at otte ekstra virksomhedskonsulenter skal skaffe ledige akademikere og bachelorer hurtigere i arbejdstøjet efter endt uddannelsesforløb.
“Lige præcis folk med lange- og mellemlange uddannelser fylder mest i arbejdsløshedsgruppen i Aarhus med hele 36 procent af den samlede ledighed,” siger Thomas Medom og fortsætter:
“Vi bruger ti millioner kroner på at styrke beskæftigelsen i Aarhus.”
Faktisk forventer rådmanden, at pengene hurtigt tjener sig selv hjem.
“Virksomhederne har brug for både ufaglærte og faglærte i Aarhus. Og hver gang vi kan skære en eller to måneder af for offentlig forsøgelse, henter vi pengene tilbage i kommunekassen. De kan geninvesteres i kommunen,” fortæller rådmanden, som også har fundet penge til, at 100 ufaglærte skal opkvalificeres gennem efteruddannelse, voksenlære og integrationsgrunduddannelse.
Men netop den store arbejdsløshed blandt dimitterede studenter fra de aarhusianske videregående uddannelser er ikke tilfældig.
“Vi er Danmarks næststørste by, men vi har lige så mange studerende i Aarhus som i København. Derfor er det også vigtigt, at virksomhedskonsulenterne matcher de rigtige virksomheder med de rette kandidater,” lyder det fra Medom.