Fortsæt til indhold

Kulturåret satte turistrekorder og gav international omtale

Der er blevet sat rekorder for besøg af turister i både Aarhus og hele regionenen i 2017, som har været Europæisk Kulturhovedstadsår for Aarhus. Den internationale succes skal bruges fremover og fortsat gøre byen til et populært turistmål

Samfund
Af Stine Østergaard

Kulturby I lørdags sluttede Europæisk Kulturhovedstad officielt for Aarhus. De mange kulturelle arrangementer har både sat Aarhus på verdenskortet i forhold til omtale fra internationale medier og besøget fra de rekordmange turister. Alt i alt en kæmpe succes, mener både borgemester Jacob Bundsgaard (S) og Rebecca Matthews, administrerende direktør for Aarhus 2017-fonden.
LÆS OGSÅ: Video: Sådan oplevede publikum Kulturhovedstadsåret
“Der er ingen tvivl om, at vores internationale brand eller den internationale opmærksomhed på Aarhus er øget. Vi har aldrig nogensinde i byens historie haft så meget omtale i nogle af verdens allerstørste medier. De store tv-stationer verden over har alle bragt et indslag fra Aarhus,” siger Jacob Bundsgaard og nævner blandt andet The Guardian, New York Times, Le Figaro, Wall Paper, Le Mont og Lonely Planet.

Arbejdet skal fortsætte Det er den massive, positive internationale opmærksomhed, som Aarhus skal høste frugterne af de kommende år, når byen forhåbentligt kan fastholde og udvikle antallet af turister.

“Vi har haft mange flere konferencer i byen end nogensinde før. Ikke alene i Aarhus, men i hele regionen sætter vi rekord med antallet af turister. Vi er kommet ind som kongresby i top 100 i hele verden. Så på alle de parametre, vi har valgt at måle vores succes, ryger vi igennem loftet på vores målsætninger,” siger Jacob Bundsgaard.
Kulturhovedstadsåret og de mange turister har kastet jobs af sig i blandt andet den kreative industri og hotel- og restaurationsbranchen, fortæller Rebecca Matthews i sin tale til den officielle overrækkelsesceremoni i fredags. Her lagde hun også vægt på, at vi skal bruge erfaringerne fra arbejdet med kulturåret, selvom det er slut. Det er borgmester Jacob Bundsgaard enig i.
“Vi skal udnytte de netværk, der er skabt, og bruge den internationale inspiration har trukket til byen. Og så skal vi først og fremmest sørge for at holde gang i Aarhus. Hele tiden være et skridt foran og have tænkt i de næste nye og store projekter. Det er vi i fuld gang med. I 2018 kommer der til at være rigtig mange spændende projekter og begivenheder i byen. Og så glæder vi os også til alt det nye, der skal ske i årene fremover,” siger Jacob Bundsgaard.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Rebecca Matthews, administrerende direktør for Aarhus 2017-fonden, under afslutningen på kulturhovedstadsåret. Foto: Ritzau/Benjamin Nørskov

Det har været en succes

Evalueringen af hele kulturåret vil være færdig i november 2018. Men allerede nu, tøver Aarhus 2017-fonden ikke med at kalde det for en succes. “Det har langt overgået vores forventninger. Det har jo været en ukendt størrelse at arbejde med. Det er ikke noget, vi har prøvet før. Men det har været en publikumssucces ud over alle grænser,” fortæller pressechef for Aarhus 2017, Peter Vestergaard.