Den med... de manglende øretæver og min mormors stue

Da jeg fortalte at jeg skulle besøge Trøjborg Kroen i forbindelse med vores brune julekalender, kiggede mange forbavsede på mig. Hvad er det? Hvor ligger den?

Jeg selv havde heller aldrig hørt om den, inden jeg begyndte at researche byens værtshuse. Men Trøjborg Kroen har ligget på hjørnet af Niels Juels Gade og Tordenskjoldsgade siden 1950, hvor værtshuset fik sit navn. Her ligger den lettere skjult, uden nogle skilte eller andre vejvisere. Kun via markisen kan man finde frem til stedet. Man skal altså lede for at finde det.

Dem som godt vidste, hvilken beværtning jeg snakkede om, gav mig bange anelser. De fortalte mig hvor slemt stedet var. Et sted hvor øretæverne altid hænger løst. Men når jeg træder ind tirsdag klokken halv to, kan jeg ikke genkende beskrivelsen. Stedet er tomt, bortset fra bartenderen, der snakker i telefon. Han en lyseblå sportstrøje på, tatoveringer, briller og ring i det éne øre.

Han snakker så aarhusiansk, at mine københavnerører har svært ved at forstå, hvad der bliver sagt. Det, som jeg forstår, er, at han fortæller om en fyr, der svinger meget. Jeg er lidt usikker på, om det er fyrens sportspræstationer eller næver der omtales.

Han tager en kort pause fra sin samtale for at spørge mig, hvad jeg vil have.

"En Ceres Top," svarer jeg - selvfølgelig.

"18 kroner," siger han.

Så trækker jeg mit kort op, og han fortæller mig at de ikke tager imod kort her, men MobilePay. Her har man altså hoppet over det 20. århundrede og direkte ind i det 21.. Imponerende.

Som jeg sætter mig til rette med min øl, kommer der langsomt flere til, og ved to-tiden er vi seks personer, der sidder og nyder noget koldt at drikke. Jeg begynder at observere.

Min mormors stue

Dette brune værtshus er egentlig ikke særlig brunt. Ja, baren, radiatorerne, bordene og lamperne er brune. Men der kunne godt være brunere.

I stedet er sæderne betrukket med blå/grønt stof, som i øvrigt er overraskende behagelige at sidde i. Væggene er gullige af de utallige cigaretter, der sikkert er blevet røget herinde gennem årene. De er også plastret til med gamle billeder af Trøjborg, fra, hvad jeg forestiller mig, var værtshusets storhedstid.

Stedet minder mig om min mormors lejlighed. Men det siger måske mere om min mormor end om Trøjborg Kroen. Hun har til gengæld ikke to store spillemaskiner stående i stuen.

Vinduerne, der vender ud mod Tordenskjoldsgade, er oplagte til at sidde og “people watche”. I dem står der nogle flotte, grønne planter. Hvordan i alverden overlever de herinde i røgosen?

Klientellet er heller ikke videre brunt. Bortset fra at alle snakker med raspende stemmer. En ung mand oppe i baren har bestilt en pepsi, et par kommer ind med et bundt blomster. Det virker, som om alle kender hinanden her. Stemningen er hyggelig, og der bliver snakket på kryds og tværs.

Jesus og Josefine, Sys Bjerre og Justin Timberlake spiller over højtalerne. Det er ikke lige den slags musik, som jeg normalt forbinder med denne slags beværtning. Men bortset fra musikken kan man ikke mærke, at julen nærmer sig. Ingen dekorationer, ingen reklamer for Tuborg Julebryg.

Her er alt, som det plejer. Det er vel også fint nok. Så kan man sidde herinde, trygt og varmt, og få en pause fra juleræset.