Børn og Unge ansætter tre nye forvaltningschefer
Tre nye chefer er blevet ansat i omstruktureringen af Børn og Unge-området i Aarhus Kommune
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Kommunen er i gang med en større omorganisering af Magistraten for Børn og Unge, og den ændring indebærer blandt andet, at der bliver skåret seks chefstillinger på området.
Man har valgt at droppe de såkaldte områdechefer i Børn og Unge og i stedet tilknytte forvaltningschefer for lederne af skoler, dag- og fritidstilbud i et geografisk distrikt.
Kommunen skal i alt ansætte fem chefer, og de tre af stillingerne er nu blevet besat af følgende personer:
Anne Merethe Løvmose, 50, er ny Børn og Unge-chef med ansvar for det faglige netværk for dagtilbud samt distrikt Syd. Hun kommer fra en stilling som børne- og dagtilbudschef i Esbjerg Kommune, hvor hun har været de seneste seks år. Anne Merethe Løvmose har 17 års erfaring som leder og chef i kommunalt og amtsligt regi, og har tidligere været skole- og dagtilbudschef ved Nordfyns Kommune og har også ledelseserfaring fra stillinger i Tønder Kommune, Vejle Kommune og Vejle Amt. Hun er oprindeligt uddannet pædagog.
Stefan Møller Christiansen, 47, er ny Børn og Unge-chef med ansvar for det faglige netværk for skoler samt distrikt Øst. Han kommer fra en stilling som skolechef i Mariagerfjord Kommune, hvor han har været siden 2016. Forud for det har Stefan Møller Christiansen ti års erfaring som skoleleder i Aarhus Kommune, hvor han blandt andet har haft ansvar for fusionen af to skoler i Tranbjerg. Han har ydermere ti års erfaring fra Aarhus Skolelederforening, hvor han var formand i seks år. Han er oprindeligt uddannet lærer.
Susanne Hammer-Jakobsen, 57, er ny Børn og Unge-chef med ansvar for det faglige netværk for sårbare og udsatte børn og unge samt distrikt Vest. Hun kommer fra en stilling som direktør for Børn og Kultur i Tårnby Kommune, hvor hun har været de seneste syv år. Susanne Hammer-Jakobsen har 22 års erfaring som leder og chef i kommunalt regi. Hun har tidligere været centerchef for Børn og Familie ved Furesø Kommune og har også ledelseserfaring fra stillinger i kommunerne i Køge, Gladsaxe og Karlebo. Susanne Hammer-Jakobsen er oprindeligt uddannet socialrådgiver.
Martin Østergaard, direktør for Børn og Unge, glæder sig over ansættelsen af de tre nye chefer.
”Vi står over for en ny og anden måde at styrke det faglige arbejde i Børn og Unge, ligesom vi skal arbejde i stærkere læringsfællesskaber. De tre nye Børn- og Unge-chefer kommer med en masse gode evner, viden og erfaring, som jeg er sikker på, vil være med til at gøre en positiv forskel for medarbejderne, men også børnene, de unge og deres forældre i Aarhus. Jeg glæder mig meget til samarbejdet,” siger Martin Østergaard, der har været formand for ansættelsesudvalget.
dp