Wi-Fi-hotspots: EU-penge til både Norddjurs og Syddjurs
Norddjurs og Syddjurs er blandt de 15 kommuner, som hver får 15.000 euro fra EU til at etablere offentlige wi-fi-hotspots
Adgang til hurtigt og gratis internet til borgerne skal gerne være udbyttet for Norddjurs og Syddjurs Kommuner efter, at EU-Kommissionen har bevilget 15.000 Euro, små 112.000 danske kroner, til etablering af wi-fi-hotspots.
I alt 15 kommuner har fået 15.000 Euro ind på bogen.
Kommuner kan alene få EU-støtte til etablering af wi-fi-hotspots. Den efterfølgende drift af wi-fi-hotspottet skal kommunen selv betale. Det er endvidere en betingelse for at modtage EU-støtte, at wi-fi-hotspottet som minimum er i drift i 3 år.
Ændring af teleloven
”Det glæder mig at se, at danske kommuner har taget del i WIFI4EU, så der snart bliver opsat offentlige wi-fi-hotspots i 15 kommuner, som giver borgere og turister adgang til hurtigt og gratis internet,” siger ministeren for teleområdet Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.
Teleministeren fik sidste år vedtaget en ændring af teleloven, som gør det muligt for danske kommuner at etablere gratis wi-fi-hotspots, som de kan give offentligheden adgang til underhensyntagen til konkurrencen på markedet. Dermed kunne danske kommuner også tage del i WIFI4EU og modtage støtte til etableringen.
EU-Kommissionen har oplyst, at der vil komme yderligere to ansøgningsrunder under WIFI4EU i 2019, hvor kommuner kan ansøge om støtte på ny.