Fortsæt til indhold

Rådmand vil ændre problematisk letbane-kryds efter flere farlige situationer og bøderegn til bilister

Mindet skal indrettes som et T-kryds med permanent adgang til Dokk1 fra Europaplads, lyder et forslag til byrådet fra rådmand Bünyamin Simsek (V)

Samfund
Arkiv

Både Østjyllands Politi og Aarhus Havn har nikket til, at krydset ved Mindet bliver indrettet som et T-kryds, men af hensyn til trafiksikkerheden bliver strækningen Mindet/Sydhavnsgade dog lukket i myldretiden. I første omgang er løsningen et etårigt forsøg. Det oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Det sker efter, at der siden krydset blev ændret har været flere farlige situationer i krydset, og adskillige bilister har fået bøder, fordi de ikke har overholdt de trafikale regler.

”Det er åbenlyst, at krydset ved Mindet ikke fungerer optimalt. Det skal der gøres noget ved. Vi skal have en løsning ved Mindet, som sikrer en bedre adgang til Sydhavskvarteret og Dokk1, og som samtidig er trafiksikkert,” siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.

For at undgå, at der opstår kø hen over letbaneskinnerne eller ned ad Havnegade mod Europaplads bliver strækningen mellem Mindet og Sydhavnsgade lukket i myldretiden mellem klokken 6.30-9.30 og klokken 14.30-18.00 på hverdage. Forsøget vil blive evalueret løbende herunder muligheden for at øge åbningstiden.

Mindet foreslås indrettet med hæve/sænkbare steler øst for Hack Kampmanns Plads og vest for Balticagade. Det er nødvendigt at spærre vejen to steder for at sikre plads til, at både personbiler og lastbiler kan lave en lovlig vending, enten under Dokk1 eller ved Balticagade, når stelerne er oppe.

Byrådet skal vedtage forslaget, inden det kan realiseres.

jwh