Fortsæt til indhold

Undgå at julefedt stopper din kloak: 4 gode råd

Det kan skabe propper i afløb og kloak, siger miljøcenteret Agenda Centret i Albertslund

Samfund
Arkiv

Fedt nok Julen er nær, og vi skal snart hygge os med and, gås og flæskesteg fra ovnen. Men pas på fedtet. Det kan skabe propper i afløb og kloak.

Sådan lyder et godt jule-råd fra Agenda Centret:

”Fedtet vil nemlig, når det afkøles, størkne og sætte sig i kloakrørene. Og her vil andre ting blive hængende i det. Det skaber propper, så spildevandet ikke kan løbe igennem”, fortæller Signe Landon fra centret.

”Den del af fedtet, der ender i de store kloakker og pumpestationer, skal HOFOR spule væk. Det er dyrt, og det er dig som forbruger, der i sidste ende kommer til at betale. Duften af fedt tiltrækker også rotter, hvilket kan give yderligere problemer."

Bor du i eget hus, og fedtet stopper dine kloakledninger, er det dig som privatperson, der står med hele regningen til spuling af kloakken. Generelt kan du forebygge det ved at holde dine kloakrør rene med kogende vand, som du jævnligt hælder i afløbet. Det forebygger også dårlig lugt og sæbepropper.

Kogende vand er mindst lige så effektivt som kemiske midler som afløbsrens og kaustisk soda - men billigere og meget bedre for miljøet”, siger Signe Landon, der også har flere løsninger til, hvordan du så kommer af med julefedtet. Du kan:

- Lade fedtet størkne og komme det i ”Den Grønne” til madaffald.

- Er fedtstoffet flydende, kan du, hvis du i forvejen har køkkenrulle eller servietter i ”Den Grønne”, forsigtigt hælde det i, så det kan optages af papiret i posen.

- Er der ikke noget til at opsuge det flydende fedt i ”Den Grønne”, så kom det i en mælkekarton, luk den til og smid det i restaffald.

- Hvis fedtet ikke er saltet, kan du også blande det med fuglefrø, havregryn og nødder og lave det til fuglekugler til vinterens sultne fugle.

Det vigtigste er, at du ikke kommer det i afløbet.