Fortsæt til indhold

Flere børnefamilier søger om julehjælp i Favrskov

Stor stigning i antallet af familier, der ansøger om hjælp i julen

Samfund
Arkiv

højtid Antallet af ansøgninger om julehjælp fra Mødrehjælpen er endnu højere end sidste år.

Det oplyser Mødrehjælpen i en pressemeddelelse.

”Nu afhænger det hele af, om vi får samlet nok ind, så vi kan hjælpe flest muligt,” siger direktør Ninna Thomsen.

I Østjylland har der særligt i Favrskov Kommune været en stor stigning i ansøgninger. Her har Mødrehjælpen noteret sig en stigning på 28 procent fra 80 ansøgninger i 2017 til 105 i år.

Ansøgningsfristen udløb torsdag, og igen i år har Mødrehjælpen slået en kedelig rekord med flere ansøgninger på landsplan end sidste år.

I Region Midtjylland har 1.758 familier med tilsammen 3.562 børn har søgt om julehjælp.

De mange familier, der rækker ud efter hjælp, har ofte en meget stram økonomi, er ramt af alvorlig sygdom, dødsfald, skilsmisse eller lignende.

”Det er trist og nedslående at læse de mange fortællinger fra ansøgerne. Det er familier, der gør deres yderste for at få enderne til at mødes, men penge og overskud rækker desværre ikke til at give børnene en god jul, de kan glæde sig til at fortælle deres venner om. Julen er vigtig for alle børn, og derfor er december en særlig svær tid for sårbare børnefamilier,” siger Ninna Thomsen.

Håber på hjælp

For at hjælpe familierne samler Mødrehjælpen nu ind i hele Danmark.

”Der er tale om familier, der ikke kan holde jul, hvis de ikke får hjælp. Derfor håber vi, at mange også i år vil støtte op om vores juleindsamling, så vi kan hjælpe endnu flere børn og give dem en jul med gode minder,” siger Ninna Thomsen

Mødrehjælpens julehjælp består af et kontant beløb, som bliver udbetalt direkte til ansøgerne. Beløbet bliver ikke modregnet i kontanthjælp eller sygedagpenge.

For at modtage julehjælp fra Mødrehjælpen skal ansøgerne leve op til en række kriterier. Ud over dårlig økonomi skal familien for nyligt have været igennem en særligt belastende social begivenhed.

Alle ansøgere bliver desuden tilbudt rådgivning, så de på sigt kan forandre deres situation til det bedre.

dp