Avis fra kommunen har fokus på ensomhed
Ensomhedsavisen skal hjælpe med at bekæmpe problemet
indsats Favrskov Kommune har lavet en ensomhedsavis, der sætter fokus på ensomhed, og hvad man kan gøre for at komme den til livs.
Over otte sider dykker avisen ned i nogle af de erfaringer, som projektet 'Sammen mod Ensomhed' har gjort sig over det seneste år.
Sammen med Røde Kors, Ældre Sagen og en række andre frivillige organisationer udvikler Favrskov som en del af projektet en samarbejdsmodel, der kan afhjælpe ensomhed hos ældre borgere.
"Ensomhed er noget, vi skal til livs. Hvis ikke man selv oplever ensomhed, så er det et emne, man sjældent skænker en tanke. Men det er forfærdeligt at være ensom og føle, at man ikke har nogen at tale med. Helbredet tager virkelig skade af ensomhed, og det er tankevækkende, at dødeligheden er højere blandt ensomme mennesker," siger ældrechef Peter Mikkelsen i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
Populære besøgsvenner
Peter Mikkelsen håber, at ensomhedsavisen kan hjælpe med at udbrede budskabet om, at ensomhed er noget, der skal bekæmpes.
Flere frivillige organisationer har besøgstjenester, hvor frivillige besøger ensomme mennesker i dagtimerne i hverdagen. En af de ting, som projektet har vist, er, at mange ældre gerne vil have besøg af besøgsvenner om aftenen og i weekenden.
En af artiklerne i ensomhedsavisen handler om, at den nye viden har medført, at der nu arbejdes på at stable en ny slags besøgstjeneste på benene.
"Projektets store mål er at skabe en samarbejdsmodel til at afhjælpe ensomhed, som andre kommuner også kan bruge. Sådan en model skal først og fremmest resultere i, at vi i Favrskov når ud til de ensomme ældre og giver dem endnu bedre mulighed for at få besøg og indgå i nye fællesskaber. Det kan man læse mere om i avisen," siger Peter Mikkelsen.
"Jeg er glad og stolt over, at de frivillige foreninger og Favrskov Kommune i fællesskab hjælper hinanden med at blive klogere på ensomhed, siger han.
Ensomhedsavisen kan læses på projektets hjemmeside www.favrskov.dk.
jesl