Jernhatten blandt Danmarks fremmeste naturperler
Et af Nationalpark Mols Bjerges smukkeste steder med i Danmarks nye Naturkanon
Nu har jeg rejst fra vid og sans/fra Hvide Sande til Skt. Hans/set dig strække Skagens hals/og gå i knæ på Als./Jeg har set dig smile/fra grænsen og op til Råbjerg Mile, Danmark
...synger Sebastian i sin Danmarkssang ('Danmark dum og dejlig'), der spillede på det nationale toner i EU-debatten.
Sebastians billede af Danmark fra 1978 kan de fleste fortsat nikke genkendende til, og at Danmark har masser af vidunderlige naturscenerier gælder også anno 2018, hvor det at gå i brechen for naturen har udviklet sig til at blive en sand landeplage.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) afslørede tirsdag de 15 steder, der udgør Danmarks nye Naturkanon, som Miljø- og Fødevareministeriet står bag i samarbejde med blandt andre Danmarks Naturfredningsforening.
Her optræder, helt indlysende, Jernhatten i Nationalpark Mols Bjerge. Jernhatten er speciel, fordi den består af et hårdt materiale der gør, at havet ikke har kunnet nedbryde den. Fra toppen af klinten er der 49 meter ned til havet, og der er udsigt til bl.a. Hjelm ude i Kattegat.
Med på listen er også kendte naturperler som Skagens gren, Råbjerg Mile, Vadehavet og Møns Klint.
En særlig jury med blandt andre Sebastian Klein og Bonderøven - og danskerne har været med til at udpege de tre dejligste natursteder i hver af Danmarks fem regioner, som så er blevet Danmarks nye Naturkanon.
Danmarks nye Naturkanon udspringer af ”Regeringsgrundlag - Marienborgaftalen 2016”.
Læs her juryens begrundelse for at vælge Jernhatten.
https://mst.dk/friluftsliv/danmarks-naturkanon/jernhatten-og-mols-bjerge/