Flere danskere sætter elektriske lys på juletræet
En ny undersøgelse viser, at et flertal af danskere foretrækker elektriske lys på juletræet frem for stearinlys, men der er store regionale forskelle
julelys Når lysene på juletræet skal tændes juleaften, vil flere og flere tænde lysene på en lille kontakt frem for med en tændstik. 36 pct. anvender nemlig elektriske lys på juletræet, viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Bolius. 23 pct. anvender kun stearinlys, mens 22 pct. anvender begge dele.
Derudover er der 16 pct. af danskerne, som endnu ikke har juletræ i husstanden, og godt 3 pct. har slet ikke lys på juletræet.
Der er lidt færre, der vælger de elektriske lys frem for stearinlys på juletræet i år frem for sidste år, viser en sammenligning med den tilsvarende undersøgelse, YouGov lavede for Bolius i 2017. Andelen af elektriske lys falder nemlig i år med godt ét procentpoint, mens andelen af stearinlys stiger med små to procent.
Alt i alt kan man sige, at danskerne fortsætter en sund tendens om at gå væk fra levende lys, som kan udsende partikler. Der er flere årsager til den udvikling, mener Jens Ingvordsen, der er juleinspektør ved museet Den Gamle By i Aarhus. For det første opstår der hvert år brande som en følge af levende lys i stager, dekorationer og på juletræet.
"Tørt gran og levende lys er og bliver en uheldig kombination. Derudover ved de fleste af os også godt, at levende lys – selvom vi alle synes, at de er hyggelige og romantiske at se på og være omgivet af – udsender mange sodpartikler, der ikke er gavnlige for luftveje og lunger," påpeger Jens Ingvordsen.
Undersøgelsen viser desuden, at der er flere i aldersgruppen 55+, der bruger stearinlys, og for andet år i træk adskiller nordjyderne sig fra resten af landet. Her er der nemlig markant færre, der vælger stearinlys på juletræet.
De første elektriske lys på et juletræ indendørs dukkede op i 1950'erne. De blev mere almindelige i 1970'erne og 1980'erne og er i dag mere udbredt end stearinlys.