Erfaren politiker i byråd som rosinen i pølseenden
Uge-Bladets serie med portrætter af byrådets nye medlemmer slutter med Ole Drøgemüller
"Det har været dejligt at være med igen. Og jeg har egentlig savnet det."
Sådan lyder det fra Ole Drøgemüller (S), Galten, som både er rosinen i pølseenden som det sidst ankomne nye medlem af byrådet i Skanderborg Kommune og samtidig også sammenlagt har 10 års erfaring som lokalpolitiker fra to en halv periode i henholdsvis det daværende byråd i Galten Kommune og det første byråd i den nye Skanderborg Kommune.
En rutsjetur
Ole Drøgemüller stillede op til det seneste byrådsvalg i 2017, og det blev til en følelsesmæssig rutsjetur, som i første omgang endte med at pege mere ned end op.
Det viste sig nemlig, at Ole Drøgemüller kom til at stå lige i stemmetal med sin socialdemokratiske kollega, Malene Ringberg. Der måtte lodtrækning til, og det endte med, at Malene Ringberg kom i byrådet, mens Ole Drøgemüller ikke kom ind.
"Jeg blev ærgerlig i første omgang. Man tænker selvfølgelig, om man bare lige kunne have vundet, men så kunne jeg da godt se, at Malene til gengæld blev glad. Men efter nærmere omtanke blev jeg glad for, at jeg var tættere på at komme ind end langt fra. Og den tanke kan man faktisk bedre vænne sig til," husker Ole Drøgemüller.
Men man skal aldrig sige aldrig. Efterfølgende trådte Ole Drøgemüller ind som stedfortræder i byrådet først i et vikariat, siden fik han en fast plads, da Charlotte Abildgaard trådte ud på grund af sygdom.
Her er han blevet medlem af Miljø- og Planudvalget.
Ole Drøgemüller fremhæver som en positiv forskel for ham på denne periode i byrådet i forhold til tidligere, at han nu er med i flertallet bag borgmesteren, og at det giver god indflydelse.
Den 55-årige klubpædagog understreger, at han hele tiden har haft den politiske interesse, selv om han forlod byrådet i 2009 og ikke genopstillede. Det skyldes, at han fik et par børn mere, og at han dengang simpelt hen ikke kunne finde tiden til at være engageret i lokalpolitik også.
Bedre tid nu
Men tiden har han nu, hvor børnene er blevet større. Derfor stillede Ole Drøgemüller, som er far til fire børn mellem 12 og 32 år samt farfar til 1 barnebarn og har endnu et på vej, op til kommunalvalget i 2017.
"Jeg vil gerne være med til at præge de lokale forhold. Det gælder helt generelt og ikke kun en bestemt sag," siger Ole Drøgemüller.
Oprindelig har Ole Drøgemüller arbejdet hos Ungdomsringen, og mens han var dér, tog han sideløbende en uddannelse som klubpædagog.
Siden har Ole Drøgemüller beklædt flere lederstillinger indenfor sit felt, og i de sidste 7-8 år har han også været ledertillidsmand for SFO- og klubledere i Skanderborg Kommune.
Siden august 2015 har han tillige været institutionsleder i Herskind SFO, klub og børnehave. Her har han sagt sit job op i kølvandet på den uro, der har været der og står fra januar uden job.
Ole Drøgemüller bor i ejerlejlighed på Skolebakken i Galten, og i fritiden spiller han badminton.