“Jeg var ved at dø indeni, hvis jeg havde taget på”

“At holde styr på mad og træning gav mig en følelse af at være i kontrol. Her gjorde jeg noget rigtigt. I virkeligheden dækkede det over, at jeg ikke havde kontrol over noget som helst,” fortæller Mai Blaaberg, som i dag er 17 år gammel.
Fra køkkenbordet hjemme i familiens rækkehus i Bering fortæller den unge, lyshårede kvinde om nogle temmelig tumultariske ungdomsår med depression og spiseforstyrrelse.
Allerede i sjette klasse udviklede hun en depression, og i to år var hun nærmest ikke i skole.
Da hun i niende klasse skiftede til Holme Nygård Skole følte hun endelig, at hun var ved at være ovenpå, men i virkeligheden var en spiseforstyrrelse under opsejling.
“Min søster har autisme, så familielivet har altid været kaotisk, og al fokus har været på hende. Jeg har ligesom bare været her. Jeg følte mig glemt og var meget usikker på mig selv. Det var jo også lige en alder, hvor jeg skulle finde ud af, hvem jeg selv er, og hvad jeg skulle med mit liv,” fortæller hun og fortsætter:
“Jeg har altid været en stræber og er ekstremt perfektionistisk. Jeg har altid følt, at jeg skal præstere både for mig selv og for andre. Men her stod jeg og havde ikke været i skole i to år. Jeg var meget bagud, og det dunkede jeg mig selv oven i hovedet med. Jeg følte, jeg skuffede min familie, og jeg følte, at jeg aldrig blev til noget. Desuden sammenlignede jeg mig meget med mine kammerater. Eksempelvis lægger de sociale medier et pres med et ideal, alle piger gerne vil leve op til. Et ideal om at være tynd og perfekt.”

Tynd = anerkendelse

Det voldsomme vægttab begyndte med en søgning på internettet. Her fandt Mai Blaaberg en kost- og træningsplan, som hun sprang ud i.
“Det var en super streng konkurrencediæt, så det var virkelig hårdt. Samtidig udviklede jeg en passion for fitness, og jeg begyndte at interessere mig helt vildt for kalorier,” fortæller Mai Blaaberg.
Hun skar al kulhydrat væk, og stille og roligt blev alt forbudt.
“Jeg spiste stort set intet. Og det, jeg spiste, var altid det samme,” fortæller den 17-årige kvinde, som med egne ord var let overvægtig og derfor altid havde haft en drøm om at tabe sig.
Da spiseforstyrrelsen brød ud i august, vejede hun omkring 56 kg. I december samme år vejede hun 43 kg.
“Jeg begyndte at få anerkendelse for mit vægttab - det havde jeg aldrig fået før. Så jeg forbandt det at være tynd med anerkendelse. Men i virkeligheden var det jo et kort, jeg trak, for at vise, at jeg havde det skidt. Jeg kunne godt mærke, at noget var forkert, men det var en måde at glemme omverdenen,” fortæller hun.

Blev indlagt på sygehuset

Da kalenderen viste december, var Mai så besat af kost og træning, at hendes forældre indså, at hun havde et problem.
“Min daværende kæreste, som var med hele vejen gennem det her, sagde også til mig, at jeg var blevet voldsomt tynd, men det synes jeg bare var fedt at høre,” forklarer Mai Blaaberg.
Forældrene tvang hende til at tage på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov.
“Jeg ville ikke, så jeg blev fysisk hevet derud,” fortæller den kønne, unge kvinde.
“Fra Center for Spiseforstyrrelse fik jeg en kostplan, og så skulle mine forældre ellers sørge for mig. De blev mine behandlere fremfor mine forældre. Det var den forkert form for opmærksomhed, jeg fik af dem. For det handlede kun om, at nu skulle jeg tage på,” siger hun og fortsætter:
“Jeg vejede mig flere gange om dagen og kiggede mig konstant i spejlet. Og jeg var ved at dø indeni, hvis jeg havde taget på.”
Til sidst stod det så slemt til, at Mai Blaaberg stormede ud af huset for at tage sit eget liv. Heldigvis fik faderen kontakt med hende i tide.
“På et tidspunkt i december blev jeg også indlagt på sygehuset, da jeg ikke følte, at jeg kunne trække vejret.”

Endelig kom vendepunktet

For Mai virkede indsatsen fra Center for Spiseforstyrrelser ikke. Vendepunktet kom derimod, da hun begyndte at komme fast hos psykoterapeut Mette Bang.
“I december ville jeg faktisk gerne videre. Men jeg ville gerne arbejde med min psyke. Og så måtte maden komme senere. Mette har hjælpet mig helt enormt. Jeg fandt ud af, hvem jeg er og har lært mig selv helt vildt godt at kende. I dag ved jeg præcis, hvordan jeg reagerer i bestemte situationer,” forklarer Mai Blaaberg, som stille og roligt begyndte at tage på og blev stabil nok til at passe sin skole.
“Jeg fik indhentet alt det, jeg manglede, fra de to forudgående år og tog både niende og tiende klasse på Holme Nygård Skole. Efter tiende kom jeg på gymnasiet. Det var en kæmpe drøm og en kæmpe succes efter så mange nederlag,” fortsætter hun.
Gymnasiet viste sig dog ikke at være det rigtige valg for hende, så hun droppede ud og har siden arbejdet fuldtid hos fastfood-restauranten Sunset.
Planen for fremtiden er dog klar.
“I dag går det rigtig godt. Jeg har jo stadig en kæmpe interesse både for kost og træning. Jeg elsker at træne, for det giver mig ro i hovedet. Den interesse vil jeg bruge til at blive personlig træner og kostvejleder. Men nu begynder jeg med en HF efter sommerferien,” siger en smilende Mai Blaaberg, som ville ønske, at hun ikke var endt så langt ude.
“Tro mig, hvis jeg kunne gøre det om, så havde jeg gjort det. Eksempelvis har jeg ikke haft menstruation i tre år. Det er et af de mén, jeg stadig har, efter at have behandlet min krop så dårligt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har kunnet gøre det. Det er forfærdeligt,” siger hun og fortsætter afklaret:
“Man bliver ikke lykkeligere af at være tynd. Man bliver lykkelig af at være tilpas i sin egen krop og ved at finde ud af, hvem man selv er.”