Udlændinge i job: Kræver indsats af arbejdsgiver
ARBEJDSMARKED "Awet, han vil det her, og han lægger hele sin sjæl i det," lyder det rosende fra Nicolai Greffel, om snart 29-årige Awet Kalom, der har en fortid i det uroplagede Eritrea med étpartidiktaur og en opsigtsvækkende mangel på menneskerettigheder.
Herfra flygtede han for snart tre år siden sammen med sine tre ældre brødre. Forældrene skaffer sig fortsat til dagen og vejen ved at drive et mindre landbrug i Eritrea. Det er med denne baggrund, at kristne Awet Kalom kom til Danmark, mens en bror havnede i Canada, og de to øvrige er landet i Israel.
Manden med 'roserne', Nicolai Greffel, ejer halvdelen af Iisgaard Gods Pig Production ApS, og den landbrugsuddannede svineproducent, der bor i Ryomgård, har det ledelsesmæssige og daglige ansvar for driften. Han tøver ikke med at kalde sin elev, Awet Kalom, for en succeshistorie. Det vender vi tilbage til.
En perle
Iisgaard Gods Pig Production ApS drives i svinestaldene på det smukke Iisgaard Gods, der er en en af Djurslands perler. Godset ligger betagende på Mols, på sydsiden af Jyllands næse. Historien går helt tilbage til 1200-tallet, hvor godset hører under bispestolen i Aarhus. Ved reformationen i 1536 overgik godset til kronen, som atter solgte det i 1544. Siden da har godset været på private hænder. Den nuværende trefløjede hovedbygning stammer fra slutningen af 1890'erne, hvor den blev opført at de daværende ejere, hofjægermester Just Henrik Krieger og baronesse Ellen Gyldenkrone.
I dag er det ingeniør Ole Dammark Knudsen, som ejer Iisgaard. Han købte godset i 2016 og var med det samme på udkig efter en driftig mand, der kunne få svineproduktionen til at blomstre.
Nicolai Greffel kendte udmærket til Iisgaard Gods, fordi han kom her som konsulent. Derfor var vejen ikke lang til, at han og Ole Dammark Knudsen blev enige om et samarbejde. Det blev en realitet i september 2017, og duoen ejer nu virksomheden på fifty-fifty basis.
Iisgaard Gods Pig Production ApS har produktion af svin til salg og slagtning og dermed beslægtet virksomhed som spidskompetence, og det mærker man på god afstand.
930 søer leverer årligt 28.500 smågrise (30 kilo) til eksport.
"En so får cirka 19 levendefødte grise i gennemsnit," fortæller Nicolai Greffel. En so er drægtig i 117 dage.
Mere ansvar
Nicolai Greffel var ikke i tvivl om, at han gerne ville investere i en elevplads til Awet Kalom, da Jobcenter Syddjurs spurgte til mulighederne.
Forud var gået en tid, hvor Awet Kalom havde været i praktik hos Iisgaard Gods Pig Production ApS.
"Før elevpladsen kom i hus 1. september 2018, var Awet ansat fra marts til august med løntilskud," fortæller virksomhedskonsulent Michael Kastbjerg Præstegaard, Jobcenter Syddjurs.
Her kunne mester og hans elev føle hinanden på tænderne. Både Awet Kalom og Nicolai Greffel fandt hurtigt melodien og fornemmede, at den indbyrdes kemi var fin, også med de øvrige medarbejdere, der kommer fra Ukraine.
Awet Kalom kæmper fortsat med det genstridige danske sprog, men mester og han har ingen soleklare problemer med kommunikationen.
"Awet er altid glad og lyser op i et smil. Selv på dage, hvor det ikke er så sjovt. Løbende har Awet fået mere ansvar, og jeg tror ikke, det slutter her, men det kræver meget af mig, fordi Awet selvfølgelig kæmper med det danske sprog. Det skal man være indstillet på som arbejdsgiver," siger Nicolai Greffel, mens en lidt genert, men glad Awet Kalom, der nu bor på Iisgaard, smiler stort.
Sprogskole og fodbold hos IF Mols hjælper ham med at blive bedre til at knække koden til det danske sprog.
Win-win
Formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, Gunnar Sørensen (V), er glad for, at det er lykkedes at finde en elevplads til Awet Kalom.
"Vi vil gerne lave mange flere af den slags aftaler. Vi har her en ung mand, der er meget motiveret for jobbet, men som måske er bagefter rent sprogligt. Derfor kræver det stor forståelse hos en arbejdsgiver, der vil bruge tid og indsats på, at det skal lykkes, og det er det, vi oplever her på Iisgaard."
"Det er godt for alle, når vi lykkes med at lave den slags aftaler, og jeg håber, at vi kan lande flere af dem fremover," siger Gunnar Sørensen, der har den klare holdning til flygtninge, at "vi skal behandle dem ordentligt, mens de er i Danmark og meget gerne hjælpe dem til at komme videre."
Gunnar Sørensen, selv landmand på Mols, er nok partifælle med folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen, men det er ikke udvalgsformanden i Syddjurs, der forsøger at være ubehjælpeligt sjov på de sociale medier som partifællen, hvis nogen skulle være i tvivl.