Tidligere brille-direktør hjælper de unge hjemløse
Tidligere direktør for SmartEyes, Niels Adolfsen er en af dem, der gerne vil hjælpe de unge hjemløse
unge hjemløse Det er ikke kun organisationer og tilbud fra Aarhus Kommune, der forsøger at nedbringe antallet af unge hjemløse. Også private mennesker har en interesse i at hjælpe. En af dem er Niels Adolfsen, der er tidligere direktør for SmartEyes.
Han fik øjnene op for hjemløse, da han var i brillevirksomheden og donerede briller til dem.
"De hjemløse gror under huden på en, og jeg vil gerne hjælpe," siger Niels Adolfsen.
Han hjælper de hjemløse gennem Kirkens Korshær, og har været med til at få stablet et advisory board på benene, hvor han har været med til at samle en række erhvervsfolk i Aarhus, som kan være med til at løfte Kirkens Korshærs arbejde med blandt andet de hjemløse.
"Aarhus har en kedelig rekord med de unge hjemløse. I advisory boardet hjælper vi med at skabe en kontakt til erhvervslivet, skaffe penge og udbrede det arbejde, som Kirkens Korshær udfører. Der er et stort behov for, at der er nogle varme hænder til de unge hjemløse - nogen, der tager sig af dem og holder af dem. Det er vigtigt, at der bliver gjort noget, så de bliver indsluset i det almindelige arbejdsliv," siger Niels Adolfsen og fortsætter:
"Et indslusningskollegie er blandt andet noget, vi arbejder på, men det er stadig kun på idéstadiet. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne indsluse dem i et almindeligt liv med folk, der har overskud til at hjælpe dem. Det optimale ville være, hvis vi kunne give nogle af dem et værksted, hvor de kan gå og rode med noget, så vi får lært dem, at det er positivt at have et arbejde, og at de kan lære at stå op til noget."