Fortsæt til indhold

Bliv i sengen nytårsdag: Bistro 8270 bringer mad ud

Bistro 8270 fra Højbjerg holder ekstraordinært åbent og bringer mad ud på den første dag i 2019

Samfund
Martin Jørgensen

De fleste mennesker kender følelsen af tømmermænd. Hovedet er ved at sprænge i luften, mavebalancen er lige så ustabil som AGF's præstationer i efteråret, og energiniveauet har ramt bunden.

Sådan en dag har mange mennesker 1. januar, hvor champagneboblerne og de små skarpe har sat sine spor i kroppen. Derfor er det også vigtigt, at man får noget næring i kroppen.

Et af de steder, der er klar til at levere mad er Bistro 8270, som har startet et nyt koncept op på årets største tømmermændsdag.

"Folk ligger derhjemme med hovedpine, og det er ikke forsvarligt at køre bil, så derfor står vores egne chauffør klar til at bringe ud," fortæller Anders Peter Fangel, der er ejer af bistroen, som ikke før har gjort sig i at levere mad på årets første dag.

"Det er noget helt nyt for os, men vi er sikker på, at det nok skal blive en succes," fortæller den 26-årige uddannede kok, som sammen med sin far, Lars Peter Fangel, driver stedet.

Lavet fra bunden

De to madentusiaster kan af gode grunde ikke springe ud i det nye år med en tårnhøj promille. Arbejdet venter. De skal nemlig tidligt op for at klargøre til det, de håber bliver årets travleste dag.

"Vi møder ind klokken seks om morgenen, så vi må vente med at fejre nytåret, indtil vi får fri," fortæller Lars Peter Fangel.

Alt maden fra Bistro8270 er lavet fra bunden. Friske råvarer og lokalt kød er, hvad folk kan forvente, når de skal vælge mellem den populære bistroburger eller 'ønskebrønden', som er nogle af de muligheder på menukortet.

"Vi ved godt, at steder som Burger King og Mc'Donalds også har åbent den dag, men der er en kilometer lang kø, og man skal køre dertil. Derudover er vores mad helt anderledes fra disse fastfood-kæder," slår den yngste indehaver fast.

Presset marked

Det var egentlig planen, at bistroen ville køre nytårstilbud, hvor borgere kunne bestille mad ud af huset til deres nytårsmenuer, men det valgte ejerne at droppe.

"Det droppede vi simpelthen, fordi der er så mange andre, som også gør det. Det betyder, at prisen bliver presset ned, og så vil vi hellere gøre noget helt andet, som andre ikke tilbyder," siger Lars Peter Fangel.

Derfor fylder de bilerne med mad på årets første dag, og der er sågar også en mulighed for at få dulmet hovedpinen med smertestillende, såfremt det står helt skidt til, fortæller ejerne, som krydser fingre for, at folk tager godt imod det ekstraordinære tilbud.

"Vi satser stærkt på det her. Det kan sagtens gå hen at blive en tradition, som vi kan køre videre med i mange år, hvis det kommer til at gå godt," lyder det fra Anders Peter Fangel.

Foruden de klassiske retter, som fremgår på bistroens menukort, så har man også mulighed for at tilkøbe sodavand, chokoladebarer, chips og slik, hvis der også skal være lidt snacks til dessert.